Inden længe, er ikke mindre end 1700 stk. tarteletter på vej ud til aktivitetshusene i Kolding Kommune, hvor over 550 personer har tilmeldt sig Tarteletfest.
Anledningen til arrangementet er den nationale ’Danmark Spiser Sammen’-uge, hvor Kolding Kommunes Aktivitetshuse i år altså byder ind med en Tarteletfest onsdag d. 9. juni kl. 12.00.
Til Tarteletfest sørger de kommunale cafeteriaer for lækre tarteletter med hjemmelavet fyld. Det er de helt store gryder, der har været i brug til de mange høns, og fryserne bugner af tarteletfyld i køkkenerne.
Under corona-epidemien har den klassiske tartelet fået uventet comeback og der har køkkenerne valgt at følge trop. I sin spæde begyndelse blev tarteletten fyldt med syltetøj, men efterhånden blev det erstattet af først brisselstuvning og til sidst høns i asparges.
Vi er rigtig glade for at kommunen har givet os en håndsrækning til at kunne lave en Tarteletfest. Det har boostet os til at turde gøre noget igen. Der er mange, der har siddet alene i lang tid og nu har brug for at komme ud og være sammen med andre, fortæller Henny Jakobsen fra aktivitetshuset Centrum i Almind.
Brugerrådene på aktivitetshusene serverer kaffe og lidt sødt til de mange tilmeldte.
"Det glæder mig, at de frivillige i aktivitetshusene atter kan byde indenfor til fællesskab og hyggeligt samvær. Det er der rigtig mange, der har savnet under corona-nedlukningen. De frivillige gør et fantastisk stykke arbejde og er med til at forebygge ensomhed med de mange forskellige aktiviteter, som de tilbyder ude i husene. Med tarteletter og godt selskab, bliver alle nu mindet om, at der atter er åbent i aktivitetshusene", fortæller Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen.