3 nye ansigter på holdet - del 2 af 3

dato

Nyheden er fra KIF Håndbold

På vores netop afholdte generalforsamling, fik vi 3 nye ansigter i bestyrelsen. Her en lille præsentation af den anden i rækken,  Gitte Bormlund Thomsen.


5 hurtige spørgsmål til Gitte..

Fortæl om dig selv

Jeg er 46 år og har selv været og er (til dels) aktiv håndboldspiller. Jeg er holdleder på serie 1 og 2 damer og træner på KIF Kidz. Herudover er jeg mor til Markus på U14 og Kasper på 18 år, som ikke spiller håndbold. Jeg bor sammen med børnenes far, som er selvstændig og aktiv i KIF Elite bestyrelsen. Jeg selv er hjemmegående og udover daglige gøremål både hjemme og i min mands firma, så er jeg frivillig på fuld tid. Jeg har netop afsluttet et mangeårigt arbejde, som formand for Dalby GF Fodbold.  


Din rolle i klubben?

Jeg glæder mig nu til at træde ind i KIF bestyrelsen og lære foreningen at kende indefra. Jeg træder ind i det sportslige udvalg, hvor jeg sammen med Anders, Bjørn og Morten O. vil hjælpe med at sikre, at de sportslige rammer og ambitioner, som udstikkes af bestyrelsen, udfyldes og opfyldes. Herudover er jeg en del af det udvalg som via arrangementer og sponsorater skal sikre en fornuftig økonomi i foreningen.

 

Hvorfor bestyrelsesarbejde i KIF Håndbold?

Jeg har altid elsket håndboldlivet og i alle de byer jeg har boet, er det håndbolden der har gjort, at jeg er faldet til og har knyttet venskaber. Jeg vil  gerne støtte op om, at mine børn og deres venner kan nyde godt af et foreningsliv. Jeg kan godt lide tankegangen omkring foreningen, hvor man i forening hjælpes ad med at skabe et godt miljø – sportsligt såvel som socialt. Jeg vil gerne give denne kultur videre til næste generation. Herudover har jeg selvfølgelig også nogle sportslige ambitioner på Koldings vejene, hvor jeg mener, at vi skal bevare vores status som håndbold-by, hvor vi også i ungdomsrækkerne er med til at spille om DM.  


Hvad arbejder I pt. med i jeres ministerium?

Lige nu er opgaven i det sportslige udvalg at sikre trænere på alle årgange til sæson 19/20 – det kræver at vi har et tydeligt setup som tiltrækker og fastholder de dygtigste trænere og at vi får et tydeligt billede af den enkelte årgangs ressourcer indenfor både det sportslige og sociale og både på spiller- og forældre siden, så vi ved hvad behovet er på de enkelte hold. I forhold til arrangementer og sponsorater så arbejder vi lige nu med et sponsor-setup, som kan sikre at vi kan sælge sponsorater uden trøje-tryk – hvordan kan vi give vores sponsorer synlighed på andre måder, således at vi kan lave sponsorater året rundt. Så arbejder vi allerede nu på næste års banko, som gerne skulle give flere penge i kassen end i år og så skal vi have lavet nogle flere værdiskabende arrangementer – her har vi nogle ideer på bordet om et senior-stævne i foråret.  


Er der andet vi skal vide om dig, noget du vil fortælle?

Jeg håber på – og vil arbejde for et bredt håndbold-samarbejde i Kolding Kommune, som sikre et godt sportsmiljø for alle, som rigtig mange børn (og forældre) vil vælge til. Herudover er jeg også stemt for et tæt samarbejde med Eliten omkring alle de fælles interesser og berøringsflader vi har.

 


Mød bestyrelsen her

Kilde: KIF Håndbold