48-årige Monica arbejder frivilligt ved siden af sit fuldtidsjob

Oven på en fuldtidsuge som byggelederassistent hos Banedanmark arbejder Monica frivilligt hver fredag eftermiddag hos Kræftens Bekæmpelse Genbrug i Kolding. (Foto: Cecilie Batz)
dato

For 48-årige Monica er et fuldtidsjob som byggelederassistent hos Banedanmark ingen undskyldning for, ikke også at smøge ærmerne op som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Kolding hver fredag.  Det er vigtigt, at alle tager del i frivilligheden, lyder det fra hende.

- Jeg var 11 år, da min mor blev ramt af brystkræft, og så vendte det tilbage i knoglerne, da jeg var 16 år. Hun var med i en masse forsøg, men døde desværre da jeg var 19 år. Vi har i det hele taget haft super mange tilfælde af kræft i min familie og det har fyldt meget i mit liv.

Sådan lyder ordene fra 48-årige Monica Batz, som siden tabet af først moren og siden en moster til kræft og 4 andre familiemedlemmer har været ramt af kræft, altid har tænkt, at hun måtte kunne gøre noget godt for kræftsagen.

For tolv år siden meldte Monica sig derfor som indsamler for Landsindsamlingen og i alle tolv år har hun gået den samme rute i Kolding.

-Børnene var små på det tidspunkt, så det var det, jeg havde overskud til. Men jeg vidste, at lige så snart de blev større og jeg ville få mere tid og overskud, så ville jeg gøre noget mere for kræftsagen. Jeg anede bare ikke lige hvad, fortæller Monica.


Monica sammen med sine fantastiske frivilligkollegaer, Danida på 82 år (tv). og Grete på 90 (th), som begge var med til at starte butikken for over 30 år siden. (Foto: Cecilie Batz)

Alle hænder er en stor hjælp
Så en dag for godt og vel to år siden meldte svaret sig. Over en kop kaffe sad Monica og bladrede i Ugeavisen Kolding, da hun fik øje på en annonce fra Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Kolding. Butikken søgte frivillige.

- Jeg tænkte: hvorfor ikke tage ned og snakke med dem? Jeg arbejder som byggelederassistent hos Banedanmark, og har sjældent nogle møder fredag over middag.

- Og så har jeg mulighed for at flexe, så hvis jeg nu arbejder lidt ekstra de andre dage, så kan det måske gå op i en højere enhed. Og på det tidspunkt var min datter fyldt 17 år og min søn 14 år, så jeg havde klart fået mere overskud, fortæller Monica og fortsætter:

- Jeg tog ned i butikken og havde en super god snak med Frank (red. distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug Kolding) og han sagde: Alle hænder er en stor hjælp. Så vi aftalte, at jeg skulle starte på eftermiddagsholdet om fredagen.

Folk er der jo ikke for at tjene penge, men fordi de virkelig vil det
Hvor mange andre danskere går på weekend efter en 37-timers arbejdsuge, tager Monica altså lige en frivillig tørn i genbrugsbutikken fra kl. 13.00-17.00 oven i hatten, inden hun kan gå på en velfortjent weekend.


Monica bag kassen sammen med sine fantastiske frivilligkollegaer fra fredagsholdet, 85-årige Grete (tv.) og 77-årige Annalise (i midten). (Foto: Cecilie Batz)

-Det er SÅ fantastisk. Der er sådan en special ånd i butikken. Folk er der jo ikke for at tjene penge, men fordi de virkelig vil det. Og det kan man bare godt mærke. Alle er så søde og glade, udtaler Monica og tilføjer:

-Og så bliver jeg bare bekræftet i, at hvis en dame på 90 år kan rende rundt i butikken i over 30 år og være frivillig, så kan jeg også. Jeg ville ønske mange flere meldte sig. Der er jo mange, der har tidligt fri om fredagen, som måske godt kunne tilbyde deres arbejdskraft til fordel for et godtgørende formål.

Jeg synes, at det er vigtigt, at alle tager del i frivilligheden
På hjemmefronten får Monica masser af opbakning med på sin vej for at have tilrettelagt sig arbejdsliv, så der også er plads til frivilligt arbejde.

-Min mand og børn tager hatten af for mig og synes, at det er megafedt, at jeg gør det. Jeg håber også at jeg kan præge børnene, så de en dag bliver frivillige. Jeg synes det er så vigtigt, at alle tager del i frivilligheden. Der er jo ikke meget, der kan fungere uden frivillige. Min mand har også været frivillig fodboldtræner i mange år, fortæller Monica.


I 12 år har Monica troligt samlet ind til Landsindsamlingen. Her med sønnen Kasper i 2015. (Foto: Cecilie Batz)

Også distriktschef for Kræftens Bekæmpelse Genbrug, Frank Nissen, tager hatten af for Monicas frivilligindsats.

-Jamen, jeg synes da det er imponerende, at Monica har et fuldtidsjob og så alligevel prioriterer at komme og hjælpe til hver fredag. Det er i den grad en fornøjelse at se hendes engagement og drivkraft og det viser bare, at så længe man har lysten og viljen til at arbejde frivilligt, så kan det som oftest godt lade sig gøre, lyder det fra Frank Nissen.

Kender du nogen, som kunne have lyst til at blive butiksfrivillig?
Kontakt distriktschef Frank Nissen på
21 73 75 62 eller skriv til ham på nissen@cancer.dk 

Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.