Årets julekoncert med Stig Rossen og Anja Nissen

Anja Nissen og Stig Rossen
dato

Det traditionsrige juleshow fortsætter i 2026, hvor Kolding Flisepudser Laug af 1985 præsenterer Årets originale Julekoncert for 32. gang i Brændkjærkirken.

I 2024 kunne Årets Julekoncert fejre sit 30-års jubilæum, og den smukke juletradition fortsætter i 2026, når flisepudserne og Stig Rossen igen inviterer publikum indenfor til en stemningsfuld koncertoplevelse fyldt med musik, nærvær og ægte julestemning.

Gennem tre årtier har Årets Julekoncert været et fast holdepunkt i december for tusindvis af danskere. Koncerten samler generationer omkring de kendte julesange, de store musikalske øjeblikke og den særlige atmosfære, som opstår, når publikum og de optrædende skaber julens magi sammen.

Publikum kan endnu en gang glæde sig til genhør med nogle af de julesange, der gennem årene er blevet en fast del af Årets Julekoncert. Samtidig byder koncerten også på helt nye sange skrevet specielt til Stig Rossens juleturné.

Årets gæstesolist er Anja Nissen, som vandt The Voice Australia i 2014 og Dansk Melodi Grand Prix i 2017. Med sin kraftfulde stemme og store udstråling har hun begejstret publikum både i Danmark og internationalt, og sammen med Stig Rossen vil hun være med til at skabe nogle af koncertens helt særlige øjeblikke.

Og hvis man endnu ikke er kommet helt i julestemning, når man sætter sig i Brændkjærkirken, så kommer man det helt sikkert undervejs. For når publikum og flisepudserne rejser sig og synger med på “Dejlig er jorden”, og når de sidste toner af “Når du ser et stjerneskud” klinger ud, er der så godt som garanti for kuldegysninger og ægte julestemning.

Juletræerne er pyntet, og lysene er tændt. Der er allerede nu solgt over 1.000 billetter til Årets tre julekoncerter i Brændkjærkirken lørdag den 19. december kl. 13.00, 15.30 og 18.00.

Otto Skak, formand for julekoncertteamet, udtaler:

– I kan godt glæde jer til Årets Julekoncert 2026.

Kilde: Kolding Flisepudser Laug af 1985
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.