Bliv udviklingskonsulent hos Region Syddanmark og styrk den grønne it-omstilling

dato

Vil du være med til at omsætte Region Syddanmarks ambitiøse klimamål til konkrete handlinger på it-området? Har du en stærk faglighed inden for bæredygtighed og har du lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem data, styring og forandring? Så er du måske vores nye udviklingskonsulent til en nyoprettet stilling i Regional IT.

Om stillingen
Region Syddanmark har som mål at reducere CO₂-udledningen med 35% i 2030. It-området udgør ca. 21.000 tons CO₂e (2020-baseline) og spiller derfor en væsentlig rolle i den samlede indsats.

I Regional IT arbejder vi målrettet med en delstrategi for grøn it-omstilling, hvor fokus bl.a. er på grønne krav i udbud, levetidsforlængelse af it-udstyr, reduktion af storageforbrug, optimering af it-landskabet og etablering af et samlet program for grøn it-omstilling.

For at styrke og videreudvikle denne indsats søger vi en udviklingskonsulent, der kan bidrage til at opbygge en solid styringsramme, sikre dokumentation og understøtte forankring i organisationen.

“It spiller en afgørende rolle i Region Syddanmarks grønne omstilling. Som udviklingskonsulent er du med til at sikre, at vores ambitioner omsættes til konkrete og dokumenterede resultater.”
Sabrina Sofie Jensen, funktionschef

Dine opgaver
Du får en central rådgivende og udviklende rolle i arbejdet med den grønne it-omstilling og bidrager med faglighed, metodik og overblik. Dine opgaver vil bl.a. omfatte:

  • Udvikling og vedligeholdelse af metoder for CO₂-beregninger, herunder baseline for it-relaterede produktgrupper
  • Sikring af transparens og kvalitet i data, målinger og dokumentation
  • Bidrag til scenarie- og følsomhedsanalyser samt faglige oplæg til styregruppe og programledelse
  • Identifikation, beskrivelse og dokumentation af grønne tiltag i samarbejde med interne enheder og leverandører
  • Understøttelse af implementering og opfølgning på grønne indsatser over tid.
Du samarbejder tæt med kolleger på tværs af Region Syddanmark bl.a. Strategisk Indkøb og Grøn Omstilling, hvor du skal bidrage til, at grønne hensyn integreres i beslutningsprocesser på it-området.

Om dig
Vi søger en kollega, som har et naturligt blik for CO₂-besparelsespotentialer og hvordan de opnås og implementeres. Du kommer med en stærk faglighed og motivation for at udvikle og omsætte analyser og viden til praksis.

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant akademisk uddannelse (cand.scient., cand.polyt., cand.merc. eller lign.) Mange års dokumenteret erfaring som bæredygtighedskonsulent eller udviklingskonsulent inden for grøn omstilling kan også være vejen ind
  • Har erfaring med CO₂-beregninger, scope 3, LCA og kendskab til f.eks. GHG-protokollen, EU-taksonomi eller tilsvarende standarder
  • Trives i datatunge og komplekse organisationer med mange interessenter
  • Har solid forståelse for klima- og miljømæssig bæredygtighed
  • Arbejder analytisk, struktureret og målrettet
  • Er en stærk formidler, der kan omsætte teknisk og faglig kompleksitet til klare beslutningsoplæg
  • Er relationelt stærk og kan skabe samarbejde på tværs af fagligheder.
Vi tilbyder
Regional IT er den centrale it-driftsorganisation i Region Syddanmark og tæller ca. 460 medarbejdere.

Du bliver en del af funktionsområdet Styring, som består af 25 medarbejdere. Sammen med dine kolleger skaber du rammen for et positivt, energisk og lærende arbejdsmiljø.

Derudover tilbyder vi:

  • et varierende og udfordrende job
  • en ugentlig arbejdstid på 37 timer
  • flekstid
  • fleksible arbejdsforhold og mulighed for hjemmearbejde
  • en afdeling med vægt på faglig og personlig udvikling
  • målrettet kompetenceudvikling og løbende opfølgning på planer for efteruddannelse.
Din base bliver primært i Kolding, men du skal forvente mødeaktivitet i både Vejle og Odense.

Løn og ansættelse i henhold til gældende overenskomst med forhandlingsberettigede organisation.

Du kan læs mere om Regional IT som arbejdsplads på regionsyddanmark.dk

Yderligere information
For yderligere information om stillingen er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Martin Willberg på telefon 2920 1487 eller funktionschef Sabrina Sofie Jensen på tlf. nr. 2335 4303.

Ansøgningsfrist er den 5. marts 2026.

Vi forventer at afholde indledende samtaler i Kolding den 11. marts 2026 og evt. anden samtalerunde i Kolding den 17. marts 2026.

Stillingen ønskes besat senest den 1. maj 2026, men gerne tidligere.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Kolding Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Regional IT, Kolding, Sygehusvej, 6000 Kolding

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-03-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/686226f4-d86b-4070-abef-fffea6082d78

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet