Fredag skulle Dalby GF møde Haderslev FK på udebane. Desværre var det et slukøret udehold, der måtte rejse hjem fra banerne ved Haderslev Idrætscenter med et 3-2-nederlag.
Derfor var det også en ærgerlig træner for Dalby GF, Rasmus Gath, vi fangede efter kampen. Han kalder det endnu engang for en skuffelse, med frygt for snart at gentage sig selv.
“Igen skuffelse. Skuffet over at se det samme mønster i en kamp, vi bør kunne vinde. Det lyder som en pladespiller. Men vi spiller en rigtig god første halvleg, og anden halvleg er meget skidt, i størstedelen af tiden. Det er frustrerende at man godt kan se hvad problemet er, men at folk bare ikke har ordentlig kondi. Men det er et vilkår som tingene er pt.”
Det er aldrig sjovt at tabe, men i det mindste var der ifølge Rasmus Gath stadig positive elementer, man kunne tage med videre til næste opgør.
“Christoffer Ejersbo spiller første kamp i 2023 og ejer midtbanen, så længe luften holder. Morten Hell løber igen for to, og Nicolai Salling i kassen stod en klasse kamp.”
Dalby GF-spilleren, Uffe Kronov, giver også sin reaktion på kampen:
“Man står og er virkelig frustreret bagefter. At man kan falde så meget ud, efter en god første halvleg er skuffende. Men pilen peger en vej, og det er vores manglende form.”
Søndag den 23. april skal Dalby GF møde Kolding Boldklub. Kampen fløjtes i gang klokken 13:00 på Dalby Stadion.
Kampens resultat:
3-2
til
Haderslev FK
Række: Herrer Serie 3