Stauder er en taknemmelig, smuk plante, som troligt giver skønne blomster år efter år. De kræver ikke meget pleje, men har godt af en deling ca. hvert eller hvert andet år.
Hvorfor er det godt at dele sine stauder? Det er en foryngelseskur, som giver planten flottere blomster og mere plads til at vokse. Det kan også være en måde at holde vildtvoksende stauder lidt i ave.
Hvornår bør man dele stauder? Forår eller efterår er gode tidspunkter, efteråret er dog bedst, da du nemt kan se, hvilke stauder der står hvor. I efteråret er de fleste stauder er også færdige med at blomstre, og kan nemmere klare deling og omplantning. Stauder tager ikke skade af at blive gravet op og delt, da al næring er i rødderne eller knoldene.
Hvis du har stauder til overs, kan du dele dem med en god ven, som vil blive glad for en smuk staude til haven. Her er det dog værd at være opmærksom på, om du har problemer med dræbersnegle i staudebedet, i så fald kan modtageren få en uvelkommen “ekstragave” med.
Hvordan deles stauder? Stauder deles ved at grave planten op med rodklump, del herefter klumpen i to halvdele med en skarp spade. Det er bedst kun at dele planten i to, så har de nye rodklumper en passende størrelse og “madpakke” til næste forår. Plant derefter stauden i et hul i sammen dybde. Hvis jorden er tør, så vand omhyggeligt, inden jorden puttes omkring planten.
I Kolding og omegn er der flere planteskoler, som sælger stauder, f.eks. Strands Blomster og Kolding Plantecenter.