Den danske producent EL-TA A/S har oplevet en stærkt stigende efterspørgsel på deres eltavler og tavleanlæg de seneste år. Specielt anlæg til at understøtte den grønne omstilling, er i kraftig vækst. EL-TA A/S bygger derfor nu et nyt 2000 kvm stort domicil og øger produktionen, samt antallet af medarbejdere for at imødekomme efterspørgslen.
Gennem de senere år har EL-TA A/S, som har rødder i Midt- og Østjylland oplevet så stor en stigning i efterspørgslen på deres eltavler, at produktionen har haft svært ved at følge med. Det er både gruppetavler til private huse, tavleanlæg til større projektbyggerier og virksomheder, der bliver efterspurgt hos kunderne, som hovedsageligt består af elinstallationsfirmaer som installerer produkterne ude hos deres kunder.
Fart på den grønne omstilling
Virksomheden oplever specielt en kraftig vækst i tavleanlæg, der skal understøtte den grønne omstilling og det øgede fokus på at optimere og spare på strømforbruget. Det er både nye eltavler, samt ombygning og udskiftning af eksisterende anlæg. Specielt tavleanlæg til solcelleanlæg og ladestandere til elbiler ude på tankstationerne og hos virksomhederne er der stor efterspørgsel på.
”Vi har længe haft behov for at geare produktionen op for at imødekomme den øgede efterspørgsel. Men det har ikke været muligt pga. pladsmangel i vores nuværende produktions- og lagerfaciliteter. Vi glæder os derfor til at flytte ind i vores spritnye kontor- og produktionsfaciliteter, som skal understøtte vores fortsatte vækst, øge kapaciteten og strømline vores lager- og logistikstyring”, udtaler direktør Carsten Christensen.
Topmoderne produktionsfaciliteter
Planlægningen af det nye domicil og de nye produktionsfaciliteter har stået på gennem længere tid, men nu står de nybyggede lokaler klar til indflytning og allerede fra og med oktober måned påbegyndes indflytningen i det nye domicil i Galten, som ligger perfekt placeret mellem Silkeborg og Aarhus lige op ad motorvejen.
”De nye faciliteter gør det muligt for os at opbygge en langt mere effektiv og strømlinet produktion, da produktionslinjerne er designet, så vi undgår tilbageløb og unødvendig spildtid. Samtidig får vi et nyt metalværksted med nye metalbearbejdningsmaskiner, som placeres i et separat lokale for at undgå støjgener, samt et kobberbukkecenter hvor vi kan forarbejde og skære strømskinnerne til eltavlerne. Indeklimaet bliver også helt i top med moderne ventilation og intelligent varme- og lysstyring”, fortæller projektleder Jacob Fonnesbæk
Intelligente og miljøvenlige bygningsinstallationer
EL-TAs nye domicil kommer til at fungere som ét stort showroom for virksomhedens produkter, da der er tænkt intelligente bygningsinstallationer i form af KNX ind overalt – både til gavn for miljøet og pengepungen. Kunderne får mulighed for at se tavleanlæggene i brug og se elektronikken inde bagved via gennemsigtige låger. Desuden vil hele bygningens energiforbrug være synlig allerede i indgangspartiet, da store skærme og målertavler viser energiforbruget, samt mængden af den elektricitet som tilføres via solcellerne på taget som fungerer som forureningsfri energikilde til bygningens drift. De mange muligheder for at hente data ind centralt er særdeles værdifuldt, da det giver gennemsigtighed og mulighed for at optimere bygningens drift og CO2 udledning bedst muligt. Samtidig kan de specifikke data anvendes til f.eks. ESG rapportering, som mange virksomheder efterspørger.
Tiltrække kvalificeret arbejdskraft
I takt med at den nye produktion geares op til at imødekomme de mange ordrer fra kunderne, får virksomheden brug for flere kvalificerede medarbejdere. Og den nye placering i udkanten af Galten, som ligger mellem Silkeborg og Aarhus er da også strategisk godt valgt for at kunne tiltrække så mange nye medarbejdere som muligt. Der bliver specielt behov for endnu flere faglærte elektrikere, udtaler direktør Carsten Christensen fra EL-TA A/S:
”Det er især elektrikere, som har nogle års erfaring med i bagagen, som er glade for at arbejde hos os, da vi tilbyder nogle lidt mere skånsomme arbejdsforhold, end de er vant til ude på byggepladserne. Arbejdsmiljømæssigt slipper vores medarbejdere også for tunge løft og specielle arbejdsstillinger. Samtidig tilbyder vi et fantastisk godt arbejdsmiljø med gode kollegaer og vi gør meget for at fastholde vores medarbejdere. Flere af dem har da også været hos os længe og det er vi rigtig glade for, da det giver os nogle stærke og værdifulde kompetencer in-house”.
Læs mere om EL-TA A/S her: www.el-ta.dk
For yderligere informationer venligst kontakt:
Direktør Carsten Christensen, tlf. 8625 2777, e-mail: carsten@el-ta.dk