Vil du vær med til at skabe struktur og sammenhæng i et af Danmarks mest komplekse it-landskaber?
I Region Syddanmark er stabil og velfungerende IT en forudsætning for at hospitaler, medarbejdere og kliniske systemer fungerer hver eneste dag. Det stiller store krav til overblik, datakvalitet og sammenhæng mellem systemer, platforme og it-aktiver. Vi søger derfor en asset-/CMDB-manager, der skal være med til at drive udviklingen af vores asset- og CMDB-område og skabe retning på tværs af organisationen.
Du bliver en central drivkraft i arbejdet med governance, struktur og datakvalitet – og skal være med til at sikre, at vores data ikke bare eksisterer, men bliver anvendt aktivt til at understøtte drift, sikkerhed, compliance og beslutninger.
Rollen handler ikke kun om systemer og processer. Den handler i høj grad om at samle mennesker, skabe fælles retning og omsætte kompleksitet til noget, organisationen kan arbejde ud fra i praksis.
Dit nye team
I funktionsområdet Basisplatform arbejder vi med den digitale arbejdsplads, infrastruktur, sikkerhed og centrale it-processer for hele Region Syddanmark.
Du bliver en del af et mindre team, der har fokus på governance, processer og udvikling. Hverdagen er præget af tæt samarbejde med både drift, sikkerhed, arkitektur og udvikling, og du får en bred kontaktflade på tværs af organisationen.
Rollen
Du får en central rolle i at drive og videreudvikle asset-/CMDB-området i samarbejde med kollegaer og interessenter på tværs af Regional IT.
Opgaven bliver at skabe struktur, tydelig retning og fremdrift i et område med mange afhængigheder og forskellige fagligheder. Du får ikke personaleansvar, men bliver en vigtig koordinerende drivkraft med ansvar for at samle interessenter omkring fælles processer, standarder og datagrundlag.
Det er en rolle for dig, der motiveres af at skabe overblik i komplekse sammenhænge og trives med at arbejde på tværs af både teknik, processer og organisation.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at arbejde med at:
- drive udvikling af governance, standarder og processer på asset-/CMDB-området
- skabe bedre struktur og højere kvalitet i data om systemer og it-aktiver
- sikre tydeligere dataejerskab og organisatorisk forankring
- facilitere initiativer og skabe fremdrift på tværs af teams og fagområder
- udarbejde roadmaps og understøtte drift, sikkerhed og compliance gennem bedre overblik og datagrundlag.
Du trives i krydsfeltet mellem mennesker, struktur og komplekse sammenhænge.
Du behøver ikke være teknisk specialist i asset- eller CMDB-management. Det vigtigste er, at du kan skabe overblik, samle interessenter og holde retning i opgaver, hvor mange forskellige hensyn skal balanceres.
Vi forestiller os, at du:
- arbejder struktureret og analytisk
- er god til at skabe relationer og følgeskab
- kan skabe fremdrift og omsætte komplekse problemstillinger til konkrete initiativer
- trives med koordinering på tværs af fagligheder og organisatoriske områder
- har erfaring med governance, datastyring, processer eller tværgående koordinering.
Derfor skal du vælge os
Hos Regional IT får du mulighed for at arbejde med et område, der er i udvikling og har stor betydning for den samlede it-understøttelse i Region Syddanmark.
Du bliver en del af en organisation med høj kompleksitet, mange interessenter og store ambitioner på data- og governanceområdet. Samtidig får du mulighed for at præge retningen på et område, hvor struktur, datakvalitet og samarbejde bliver stadig vigtigere.
Regional IT er den centrale it-organisation i Region Syddanmark med ca. 460 medarbejdere fordelt på flere lokationer – primært i Kolding, Vejle og Odense.
Hos os får du blandt andet:
- fleksibilitet og frihed under ansvar
- mulighed for at arbejde hjemme
- mulighed for at skabe synlige forbedringer på tværs af organisationen
- en hverdag tæt på både teknik, governance og forretning
- et stærkt fagligt miljø med stor samfundsmæssig betydning.
Yderligere information
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Jonas Drefeld på telefon 30 56 10 66. SMS er også velkomne.
Arbejdsstedet vil være Kolding eller Odense.
Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt med tiltrædelse hurtigst muligt.
Løn- og ansættelsesforhold efter forhandling og i henhold til gældende overenskomst mellem Danske Regioner og relevant faglig organisation.
Ansøgning
Send din ansøgning senest den 7. juni 2026.
Første samtalerunde afholdes den 16. juni 2026 og anden runde den 24. juni 2026. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med tilbud om ansættelse.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Regional IT, Kolding, Sygehusvej, 6000 Kolding
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/fe21f3d1-a86f-4bee-b4bc-44a5883b5a81