Esbjergvej spærres en uge vest for Hvilested Lystfiskersøer på grund af udskiftning af underføring ved Truds Å

Foto: Kolding Kommune.
dato

Esbjergvej bliver midlertidigt spærret vest for Hvilested Lystfiskersøer fra 20. til 27. august på grund af udskiftning af den gamle stenkiste under vejen ved Truds Å.

Fra den 20. august vil Esbjergvej være helt spærret for al trafik vest for Hvilested Lystfiskersøer. Årsagen er udskiftningen af den gamle stenkiste fra 1920, hvor Truds Å løber under vejen, da den ikke længere kan holde. Vejen har allerede sat sig en smule over underføringen, og derfor skal der anlægges en ny rørunderføring for at forhindre, at vejen på sigt falder sammen.

Mens arbejdet står på, vil der blive skiltet med omkørsel. Gennemkørende trafik ledes så vidt muligt til motorvej E20 via tilkørsel 65 Lunderskov Ø eller tilkørsel 64 Kolding V. Det vil fortsat være muligt at komme til Hvilested Lystfiskersøer fra Esbjergvej fra den østlige side af afspærringen.

Fra den 27. august opstilles et midlertidigt signalanlæg, så trafikken kan passere Esbjergvej i ét spor, mens de sidste arbejder med skråninger, autoværn og lignende færdiggøres. Vejen forventes at være åben igen som normalt fra den 1. september.

Før selve anlægsarbejdet starter, vil Truds Å blive midlertidig tørlagt på en cirka 60 meter lang strækning mellem Esbjergvej og udløbet i Vester Nebel Å. Kolding Kommune vil, med elfiskeri, indfange fiskene og flytte dem til Vester Nebel Å, så fiskene ikke kommer til skade under tørlægningen.

TVIS’ fjernvarmeledninger er allerede blevet flyttet, så der er plads til den nye underføring under Esbjergvej.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/esbjergvej-spaerres-midlertidigt-ved-fiskesoe

Kilde: Kolding Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler