Få friske fødevarer kvit og frit i FællesSkabet

Profilbillede
dato

Hvert år smides der 540.000 ton spiselige fødevarer ud i Danmark. Fødevarerne har en værdi på 8,4 milliarder. Madspildet sker både rundt omkring i hjemmene, og når der skal produceres og sælges fødevarer. 

I hjemmene opstår der madspild, når vi f.eks. smider mad ud, som ikke blev spist op, eller når vi kasseres råvarer, som ikke nåede at blive brugt. Dette madspild skønnes at udgøre 237.000 ton om året. 

I Kolding kan du fra d. 10. juni være med til at forhindre madspild. To køleskabe er blevet sat op ved Riberdyb 10, og her kan du finde gratis overskudsmad fra supermarkeder og fødevarevirksomheder. 

Køleskabene står i baghaven ved Riberdyb 10, og de vil jævnligt blive fyldt med frisk mad, som ellers ville lide en trist skæbne i skraldespanden.

Du kan som privatperson donere til køleskabet og være med til at mindske madspildet. Initiativet kaldes FællesSkabet Kolding, og alle kan benytte sig af tilbuddet, f.eks. hvis du har et stramt budget, eller blot gerne vil være med til at bekæmpe madspild. 

Det er Iben Østergaard Fog fra Food Reformers, som sammen med Riberdyb10 har sat projektet igang.  

I Aarhus og København er der allerede lignende projekter, og erfaringerne viser at det går godt med ordningerne, der er f.eks. ikke problemer med at køleskabene bliver støvsuget af enkeltpersoner. 

Der sørges for god hygiejne i de to køleskabe, så der kun bliver tildelt glade smileys. Alle fødevarer, der kan hentes i køleskabet, noteres i et digitalt dokument, som du gerne skal udfylde, hvis du kommer forbi med fødevarer, som du vil donere til FællesSkabet. 

Den 10. juni fejres åbningen af køleskabene med et arrangement på Riberdyb 10 med kunst, musik, workshop og fællesspisning af overskudsmad. Arrangementet starter kl. 15, og fællesspisningen begynder kl. 17. 

Kilde: Redaktion