Flying Superkids kommer snart til Kolding med et nyt show med en særlig betydning

Flying Superkids
dato

13. og - 14. oktober kommer Flying Superkids til Koding i Sydbank Arena med et helt nyt show, hvor publikum kan opleve hulahopringe, imponerende balanceevner og tredobbelte saltomortaler, alt sammen med en særlig betydning bag sig. Det sidste år har Flying Superkids truppen og særligt holdet bag nemlig haft et skærpet fokus på, at showet skal normalisere fejltagelser, da det er en naturlig del af at være Flying Superkids gymnast.  

Med en trup på hele 63 seje ”superbørn” er Flying Superkids klar til at byde på et sprængfarligt show fyldt med hæsblæsende underholdning lige fra 100 hulahopringe til breakdance og imponerende håndstand oven på 7 stablede stole til tredobbelte saltomortaler. Publikum kan altså se frem til et show fyldt med livsglade børn og unge kombineret med en imponerende kunnen. 

Men det er ikke alt, hvad dette års show byder på. Gymnastiktruppen fra Aarhus har valgt, at årets show skal lægge ekstra vægt på at normalisere fejltagelser. Foruden at dette er en naturlig del af hele Flying Superkids kulturen, er det i øjeblikket også et særligt relevant og aktuelt emne i samfundet, hvor børn og unge kæmper med både præstationspres og mistrivsel. 

”Det er vigtigt for os, at vi gennem vores show at sender et budskab om, at det skal være og er i orden at fejle. Det er og har altid været en del af vores kultur herude på Gymnastikgården, hvor det handler om at lege og eksperimentere til træningerne. Gymnasterne skal turde kaste sig ud i noget nyt, hvad enten det er spring, dans eller andre vovede sekvenser, og så er det okay, at det ikke lykkedes i første omgang. Så vi arbejder meget med at sætte et ’endnu’ bag, når vi hører gymnasterne sige: ’det kan jeg ikke’ og at lære dem at sige hele sætningen,” lyder det fra Lars Godbersen, direktør for Flying Superkids.   

For Lars Godbersen og holdet bag handler det i særdeleshed om at lære gymnasterne at være i det svære og se det gode og positive i vejen hen til fx den korrekt udførte springsekvens. For som Lars Godbersen selv siger det: ”Hvis det var let, var det jo heller ikke noget særligt.” 

Forestillingen vil derfor være en kulmination af mod og vedholdenhed, hvor fejltagelser blot er et trin på vejen mod succes. Der vil højst sandsynligvis være nogle sekvenser i de forskellige shows, der ikke lykkedes i første forsøg, hvilket er helt naturligt, men så tager gymnasterne den bare igen, og det vil publikum komme til at opleve. Tilsat masser af godt humør, jubel og gensidig støtte blandt kammeraterne på holdet vil Flying Superkids skabe et mindeværdigt show, der ikke kun underholder, men også inspirerer til at turde drømme stort og tro på sig selv, og vise, hvordan de støtter hinanden i alt lige fra det sjove til det svære og udfordrende. 

 

Det skal være sjovt at være Flying Superkid 

Flying Superkids kombinerer kammeratskab og holdånd med fokuseret træning. Men en ting er sikker, det skal være sjovt af være Flying Superkid gymnast. Derfor er det internt i foreningen hele tiden vigtigt at flytte overlæggeren, så den er lagt i den rette højde.  

”Det handler om at sørge for, at børnene hverken er overudfordrede, så de mister modet og ikke tør prøve noget nyt, men de skal heller ikke føle det modsatte, at trinene, sekvenserne eller udfordringerne er for lette, så de kommer til at kede sig. Det er en balancegang, som vi har meget fokus på for at give alle gymnasterne en oplevelse af, at de har en hånd i ryggen, som både skubber dem fremad og samtidig støtter dem, når de falder tilbage,” fortsætter Lars Godbersen. 

Truppen på 63 er opdelt i to mindre hold, så kun halvdelen optræder til hvert show. Opdelingen giver gymnasterne mulighed for hvile mellem forestillingerne, men også mulighed for at deltage i den boblende stemning blandt publikum, mens de hepper på deres kammerater, der optræder på scenen. Den fælles opbakning kammeraterne imellem er altafgørende og bidrager i høj grad til at styrke samhørigheden på holdet, idet gymnasterne får mulighed for at støtte hinanden både på scenen og fra sidelinjen, uanset om de er den yngste på holdet på blot 8 år eller den ældste på 18 år. 

Se trailer for show her via dette link: https://youtu.be/Y-fFjxk_1EY?si=qmDxJvei6420x0mC 

Får 15% rabat på alle billetter til alle shows i 2024 med koden 24Voresby15

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.