Snorlige, ukrudtsfri bede og en græsplæne, der er klippet til millimeterpræcision. Det billede af haven ser måske smukt og overskudsagtigt ud i nogles øjne. Men det er en rigtig skidt cocktail for insekter og dyreliv. Hvis du spørger naturforskere, bier, fugle og andre nyttedyr - så må du rigtigt gerne lade haven være meget mere vild.
Men mange danskere kan måske synes, at det er en svær kunst at lade haven gro og vokse sig vild - for hvordan kommer det til at se ud, og hvad vil naboen tænke?
Biodiversiteten er desværre truet ifølge global forskning. Det er især insekter, der er alvorligt klemt, fordi de mangler levesteder og pollenføde. Insekter bestøver planter, som giver os mad, og insekter er også vigtig føde for fugle, fisk, padder og reptiler.
I Danmark er der mange initiativer igang, der skal hjælpe insekter og dyr, f.eks. projektet “Vild med vilje”. Her er 4 nemme ting, du selv kan gøre for at hjælpe insekterne:
1. Lad områder i haven gro vildt og højt, gerne med brændenælder - det elsker sommerfuglene, som lægger æg på bladene.
2. Lad de gamle træer stå. Selvom et træ er gået ud, og ikke ser grønt ud mere, kan det faktisk rumme en masse insektliv. Behold træet, og når det måske knækker, så lad det ligge, så insekterne kan beholde deres hjem.
3. Giv fugle og insekter adgang til vand. Du kan f.eks. sætte et zinkfad på en gammel træstamme, som du fylder med frisk vand en gang om ugen. Små sten i vandet giver insekter en drikkeplads.
4. Køb danske planter til haven. De er lavet til vores klima, og har udviklet sig i pagt med insekterne. Jo flere danske planter, du kan få ind i din have, jo mere mad er der til de bestøvende insekter.