H.K.H. Prinsesse Marie besøgte Ballerup MadBank – et stærkt symbol på fællesskab, frivillighed og kampen mod madspild

H.K.H. Prinsesse Marie besøgte Ballerup MadBank
dato

Som protektor for organisationen Stop Spild Af Mad, besøgte Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie onsdag den 19. november Ballerup MadBank – en del af det landsdækkende netværk Forenede MadBanker, som samler frivillige kræfter over hele Danmark i kampen mod madspild og for social bæredygtighed.

Prinsessen, som gennem mange år har været en markant stemme i kampen mod madspild, og som protektor for organisationen Stop Spild Af Mad, fik ved besøget et førstehåndsindtryk af, hvordan lokale frivillige i Ballerup hver uge redder overskudsmad fra butikker og producenter og uddeler den gratis til borgere, der har brug for en håndsrækning.

Fra overskud til omsorg

Under besøget blev Prinsessen budt velkommen af Joan Ulvedal, formand for Forenede MadBanker og MadBanken Odsherred, Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad, Michael Diekelmann, bestyrelsesmedlem i Forenede MadBanker og formand for MadBanken Høng, samt Else Meier Andersen og Anna-Grethe Jensen fra Ballerup MadBank. 

Dagens program bød på rundvisning, møde med frivillige og indblik i, hvordan overskudsmad bliver til nye måltider i stedet for at gå til spilde, ved gratis uddelinger. Prinsessen overværede bl.a. ankomsten af dagens varer, sortering og registrering samt den efterfølgende uddeling, hvor brugere modtog friske fødevarer med smil og taknemmelighed.

“Det betyder meget for os, at H.K.H. Prinsesse Marie tog sig tid til at møde de mange frivillige kræfter bag foreningerne. Hver uge redder vi tonsvis af god mad fra at gå til spilde – og det sker udelukkende takket være et stærkt fællesskab og lokale ildsjæle. Forenede MadBanker arbejder for, at alle, uanset baggrund, kan få adgang til god mad uden at gå på kompromis med værdighed eller klima,” siger Joan Ulvedal, formand for Forenede MadBanker.

Nyt og inspirerende samarbejde
Forenede MadBanker blev stiftet den 15. december 2024 og samler i dag mere end 20 selvstændige foreninger over hele landet. Besøget i Ballerup MadBank blev arrangeret i samarbejde med organisationen Stop Spild Af Mad, og det nye samarbejde mellem de to organisationer er allerede både inspirerende og frugtbart.

“Det er fantastisk at se, hvordan Forenede MadBanker og de lokale foreninger går forrest i kampen mod madspild og gør en konkret forskel for både mennesker og miljø. Når overskud bliver til omsorg, vinder vi alle,” – Selina Juul, stifter og bestyrelsesformand for Stop Spild Af Mad.

Fælles kamp – fælles gevinster
Forenede MadBanker arbejder for at reducere madspild, styrke social bæredygtighed og skabe netværk mellem lokale foreninger, der hver uge uddeler tonsvis af overskudsmad helt gratis. Organisationen sætter fokus på klimaeffekt, frivillighed og værdighed i alle led – fra butik til borger. 

“Forenede MadBanker handler ikke kun om mad, det handler om mennesker. "Vi ser hver dag, hvordan fællesskabet vokser, når vi står sammen om at redde ressourcer og hjælpe andre,” tilføjer Joan Ulvedal.

Besøget i Ballerup MadBank understreger den brede opbakning til kampen mod madspild og den betydning, som frivillige fællesskaber spiller i at skabe bæredygtige forandringer – både lokalt og nationalt. Forenede MadBanker fik for nylig en bevilling på 400.000 kr. fra LB Foreningen, og flere foreninger har allerede modtaget flere priser og anerkendelse for deres arbejde.

___________

Faktaboks:

• Forenede MadBanker blev stiftet 15. december 2024 og samler over 20 selvstændige MadBanker i hele Danmark.
• I 2024 blev mere end 2.000 tons mad reddet fra at gå til spilde gennem MadBankerne.
• Maden uddeles gratis til borgere og familier i sårbare situationer.
• Frivillige udgør rygraden i indsatsen – som på landsplan tæller over 1.000 personer.
• Organisationen arbejder for at indfri FN’s Verdensmål 12.3: Halvering af madspild og fødevaretab inden 2030.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.