Søndag eftermiddag var Kolding HK/KFUMs 3. divisionskvinder på besøg i Dagnæs Hallen, hvor Horsens HK ikke ville lade gæsterne komme let til fadet.
Efter en højintens affære endte kampen noget så sjældent som uafgjort, 24-24, og HK/KFUM-træner Oliver Hald reagerede således på kampens udfald.
“Det var en kamp hvor det tog os lang tid at finde rytmen i forhold til deres 4-2 opdækning. Vi leder længe efter løsninger, og hænger efter i store dele af kampen. Dog får vi det vendt i 2. halvleg, hvor vi spiller klogere og får lukket bedre ned for deres skytter.”
Det sker ikke særlig tit, at håndboldkampe ender uafgjort, og ifølge træner Hald var holdets præstation en blandet fornøjelse set fra bænken af.
“Vi starter kampen for langsomt ud, og er ikke skarpe nok på vores afslutninger i starten af kampen. Det gør, at vi kommer til at hænge efter, og skal bruge mange kræfter for at komme tilbage i kampen.”
Oliver Hald fremhævede kort efter kampen nogle iøjnefaldende takter fra sit hold, som holdet tager med sig til næste kamp.
“Camilla Ørberg i målet får virkeligt spillet sig op i 2. halvleg, og har en stor aktie i at vi kommer tilbage i kampen. Ligeledes kommer Hannah Lauinger ind og stabiliserer vores defensiv, hvor hun holder Horsens bedste spiller nede på en enkelt scoring efter pausen.”
HK/KFUMs nummer 7, Line Paugan, giver også sin reaktion på kampen:
“Det er fedt at se at vi kan være med mod de bedre hold i rækken. Nu kigger vi ikke længere nedad i tabellen, men kigger op og går efter at fange 5. pladsen.”
Lørdag den 11. marts skal Kolding HK/KFUM møde Hørning Håndbold. Kampen fløjtes i gang klokken 13:30 i Parkhallen, Kolding.
Kampens resultat:
24-24
Række: 3. Division Kvinder