Drømmer I om at skabe en grøn oase i jeres lokalområde i Kolding by? Trænger jeres fællesområde til en større renovering? Eller har I helt andre vilde tanker om projekter og faciliteter, som kan udvikle og forskønne det område I bor i?
Så kan I lige nu og senest den 20. marts søge penge fra Kolding Kommunes Bydelspulje og i år er der ekstra midler i puljen. De seneste år har der været 425.000 kr. i puljen, men i år har Natur, Miljø og Klima, der er udvalget bag Bydelspuljen, hævet beløbet til 560.000 kr.
- Gennem otte år har vi delt 3. mio. kr. ud til 169 projekter og det er helt fantastisk at se, hvor meget de mange engagerede frivillige i byens foreninger og lokalråd får ud af pengene. Vi dækker typisk udgifter til materialerne og så skal de frivillige selv lægge arbejdskraft i projekterne.
- På den måde kommer de langt for relativt få midler, og nok så vigtigt er projekterne med til at styrke sammenholdet og fællesskabet i lokalområdet, fortæller Jørn Chemnitz, udvalgsformand for Natur, Miljø og Klima.
Projektet skal være bæredygtigt
For at få penge fra Bydelspuljen skal det ansøgte projekt forskønne eller vedligeholde et fællesområde i Kolding by, og der skal være offentlig adgang til området. Det er typisk grundejer-, beboer-, idræts-, andels- og andre frivillige foreninger, der kan søge midler i Bydelspuljen.
Det er også et krav, at det ansøgte projekt rummer større eller mindre grad af bæredygtighed.
- Vi har en ambition om, at Kolding Kommune skal være fremtidens bæredygtige kommune og vi vil rigtig gerne have borgerne med på den rejse.
- Der er mange måder at skabe bæredygtighed på. Eksempelvis var der sidste år en forening, der fik penge til at skifte gamle jernbanesveller på en legeplads ud med materialer, der lever op nutidens krav. Et andet eksempel er en forening, der sidste år fik penge til redekasser, der kan tiltrække flere fugle til området, fortæller Jørn Chemnitz.
Vil I søge penge fra Bydelspuljen, skal I benytte ansøgningsskemaet på kolding.dk/bydelspuljen. Har I spørgsmål til Bydelspuljen kan I kontakte Karin Raaby fra Bæredygtighedshuset på M 2937 1289 eller kigge forbi Bæredygtighedshuset på Jernbanegade 3 i Kolding.
Ansøgningerne behandles på Natur, Miljø og Klimas udvalgsmøde i maj 2023.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/i-ar-er-der-ekstra-penge-i-bydelspuljen/