KIFs Jyllandsserie-herrer drog søndag til Smidstruphallen, hvor Smidstrup-Skærup IF stod for skud.
Inden kampen havde KIF vundet seks ud af seks mulige kampe i Jyllandsserien, og de var bestemt kommet for at hente den syvende.
Første halvleg var en godkendt præstation, hvor de så kampen an. Men i anden halvleg blev der lukket fuldstændigt af bagtil. Hermed gav de ikke Smidstrup-Skærup skyggen af en chance, og kunne køre en 19-34-sejr i garagen.
Dette var naturligvis til stor glæde for holdets træner, Jimmi Lindved:
“Meget god holdpræstation. Vi spiller en fornuftig første halvleg, hvor vi dækker godt op, og vi prøver at løbe kontra for at lave de lette mål. Pausestilling på 12-15.”
“I anden halvleg bliver vi ved med at dække godt op og løbe kontra. Vi får mange mål på kontra, men også i det etablerede spil, gør vi det rigtig godt. Vi holder Smidstrup-Skærup nede på kun 7 mål i anden halvleg.”
Derfor måtte Lindved igen rose holdets målmand, men det var faktisk en ganske ung herre der løb med titlen som kampens spiller.
“Når vi dækker så godt op, gør vi det lettere for vores målmand Simon Nielsen, som stod en god kamp i målet. Men jeg vil gerne fremhæve vores U19-spiller, Rasmus Rasmussen, som blev kampens spiller. Han lavede 9 mål og gjorde det rigtig godt i både forsvaret og i angrebet,” siger Jimmi Lindved.
I morgen, onsdag den 8. marts, skal KIF møde Vejen HK. Kampen fløjtes i gang klokken 20:00 i Sydbank Arena.
KIFs målscorere
Rasmus Rasmussen - 9 mål
David Vogt Hansen - 6 mål
Daniel Jacobsen - 5 mål
Morten Hansen - 4 mål
Victor Nielsen - 3 mål
Sune Thomsen - 2 mål
Mathias Haulrich - 2 mål
Jonas Andersen - 2 mål
Kasper Thomsen - 1 mål
Kampens resultat:
19-34
til
KIF 3
Række: Jyllandsserien Herrer