KIF sikrer overlevelse og skaber dermed de perfekte rammer for unge seniorspillere

Profilbillede
dato

KIFs 2. divisionsherrer kan efter lørdagens kamp endegyldigt sætte sig til rette i rækken. Holdet formåede nemlig at vinde en tæt kamp mod Svendborg HK med 24-25. Holdets træner, Julie Loop, var meget tilfreds med indsatsen, selvom man hang efter stort set hele kampen.

Selvom der dagen før blev fejret, at tredjeholdet var rykket op, så formåede KIFs 2. divisionsherrer altså stadig at holde fokus og kæmpe en vigtig sejr i land.

“Jeg er meget tilfreds med kampens udfald. Vi tager afsted med et hold som var lidt ramt på kræfterne, da der var blevet fejret oprykning for klubbens Jyllandsseriehold (nu 3. division), dagen før.
Men vi leverede en rigtig god indsats, og drengene var klar til at spille da der blev fløjtet op - fuld fokus og god koncentration.”

KIF hang lidt efter hele kampen, hvor Svendborg hele tiden førte med et enkelt eller to mål. Men til slut fik de udnyttet deres chancer utroligt godt, og var mere disciplinerede - især de sidste 10-15 min.

“Dette resulterede i, at vi endte med at føre til sidst. Nok den eneste gang i kampen at vi førte. Så nu er vi bare rigtig glade og stolte over en sæson hvor vi blev i 2. division, og herresenior 3 rykkede op i 3. division. Så vi nu kan levere et meget stærkt trænings- og kamptilbud til unge seniorspillere i Kolding,” understreger Loop.

Et hold, der tager ansvar
Julie Loop fremhæver især forsvaret, der lukkede bedre i efter pausen, hvilket gav Døssing i målet gode forudsætninger. Men der var mange positive ting at finde i deres præstation:

“Vi spillede godt sammen. Fik rettet godt til undervejs, når vi lavede fejl, og drengene var bare gode sammen - holdt hovedet koldt, og spillede frit. Turde tage chancer undervejs, så det var en fornøjelse at se på. Generelt vil jeg fremhæve samarbejdet. Der blev taget ansvar og spillerne var selv meget aktive i at få spillet til at hænge sammen - i begge ender.”

“Efter en lidt svær 1. halvleg, hvor vi hang efter og blev ved med at lave fejl hver gang vi var tæt på at udligne, fik vi rettet vores forsvar godt til, og fik taget initiativ mod det spil som fungerede for Svendborg. Det resulterede også i nogle gode kontramål, og gode redninger fra Rasmus Døssing.”

Kampens spiller blev Daniel Jacobsen, der leverede en solid indsats i KIF- angrebet, men det var holdindsatsen der var afgørende:

“Flere spillede rigtig godt, og var gode til bare at gå ind og løse den opgave de skulle med tålmodighed. Daniel Jacobsen blev kampens spiller. Han spillede en rigtig god angrebskamp, med nogle gode afgørende scoringer. Endnu engang, var det holdindsatsen der gav os pointene.”

På torsdag den 30. marts skal KIF møde Team Favrskov Håndbold. Kampen fløjtes i gang klokken 20:00 i Sydbank Arena.

Kampens resultat: 24-25 til KIF  
Række: 2. Division Herrer

Kilde: Træner Julie Loop, Kolding IF 2 - 2. Division Herrer