KIF's 2. divisionsherrer lagde en målrettet indsats for dagen ved lørdagens opgør mod Fredericia Håndboldklub 2, da mandskabet besøgte thansen ARENA i sæsonens første turneringskamp.
Efter en svær kamp endte det desværre med et KIF-nederlag på 31-26, hvilket træner Julie Loop havde følgende reaktion på:
“Min umiddelbare reaktion er, at vi i dag bliver en smule overmatchet. De er lige lidt skarpere på rigtig mange parametre - især fysisk er de bedre stillet end os."
"Vi forsøger dog at hænge på og give dem kamp til stregen. Bl.a. ved at spille 7:6 i midten af anden halvleg. Vi kommer også tættere på, men er for uskarpe i de perioder hvor vi skal slå til for at komme op på siden af dem.”
Julie Loop understreger, at præstationen skal forbedres, og holdet kan derfor se frem til lidt ekstra arbejde til træning.
“Vi skal helt klart hjem og arbejde videre med vores angrebsspil. Vi skal se om vi kan være lidt mere kreative og have lidt flere værktøjer i kassen, til når vi bliver presset til maks, som vi gør i dag.”
Kampen ender som sagt med, at KIF må tage hjem uden point, men Loop lagde mærke til flere præstationer hun vil fremhæve:
“Vi går meget ind for fællesskab, og at alle skal bidrage for at vi lykkes. Når det er sagt, så vil jeg fremhæve Anders Beuschau, der spiller fuldtid og kæmper i begge ender. Han får også scoret et par gode mål.
"Christian Sloth skal også roses - en ung U19-spiller som tog kampen op og gav sig 100%. Han fik lavet nogle rigtig gode mål fra en svær position i angrebet, da han var højre back. Til sidst også Andreas Elbæk - trækker et kæmpe læs, især angrebsmæssigt, og bliver bare ved og ved. Han har stor betydning for holdets spil.”
På søndag den 2. oktober skal Kolding IF 2 møde Hørning Håndbold i jagten på sæsonens første sejr. Kampen fløjtes i gang klokken 14:00 i Sydbank Arena.
Kampens resultat:
31-26
til
Fredericia Håndboldklub 2
Række: 2. Division Herrer