Kolding Egnsteater har planerne klar for næste teatersæson, hvor der er 31 forestillinger, koncerter og foredrag i salg. Samtidig genindfører teatret det populære årskort.
Alle teater-glade folk kan nu se frem til et brag af en teatersæson, når Kolding Egnsteater inviterer publikum ind til et rigt program af forestiller, koncerter og foredrag,
”Vi har besluttet at gøre vores program meget bredt. Det fortjener Kolding efter et par svære år, hvor man ikke har kunnet gå så meget i teatret. Så der er simpelthen noget for enhver,” udtaler konstitueret teaterdirektør Martin Lyngbo.
For børnene er der blandt andet en stor satsning med en ny produktion af den elskede ”Karius og Baktus” med både livemusik og fysisk komik.
For de lattermilde kommer der hele to revyer – en ”Sommerrevy” og en ”Vinterrevy”. De præsenteres i samarbejde med stærke revykunstnere som Leif Maibom, Micky Pless, Mads Nørby og Rikke Buch Bendtsen. Der vil være mulighed for at spise en lækker teatermenu i forbindelse med revyforestillingerne.
Og så har teatret sikret sig rettighederne til Jane Tellers ”Hvis der var krig i Norden”.
”Janne Teller er en af de stærkeste danske forfattere på den internationale litterære himmel. Vi er stolte over, at det er lykkedes os at skaffe rettighederne til at dramatisere hendes bog. Nu, hvor der igen er krig i Europa, er den forestilling brændende aktuel,” fortæller Martin Lyngbo.
Derudover er der en lang række gæstespil fra kendte teatre i hele Danmark. Et årskort til Kolding Egnsteater giver fri adgang til alle disse forestillinger.
”Vores kunder har mange gange spurgt, om vi ikke godt kunne tage årskortet tilbage. Det har vi valgt at lytte på,” fortæller Martin Lyngbo.
Ud over teater præsenterer Kolding Egnsteater også et rigt program af koncerter, foredrag, comedy og andre begivenheder.
”Dette tegner til at blive vores første fulde sæson i flere år. Vi kan næsten ikke vente med at byde publikum indenfor. Det gælder både kendte ansigter og de helt nye, som måske aldrig før har været i teatret,” lyder det fra Martin Lyngbo.
Fakta:
En standardbillet til Kolding Egnsteater koster 190 kroner.
Der er mulighed for rabat til unge, til grupper og virksomheder, skoler og andre institutioner.
Et årskort giver adgang til ALLE forestillinger på teatret for 600 kroner i et år fra købsdato.
For unge koster et årskort 400 kroner.
Koncerter, foredrag og andre særlige events er ikke en del af årskortet.
Du kan læse mere om Kolding Egnsteater på deres hjemmeside, hvor du også kan købe årskort og billetter til forestillinger.
Du finder hjemmesiden her.