Kolding HK/KFUM imponerer og henter sikker sejr i Parkhallen

Foto: Kolding HK/KFUM - 2. Division Kvinder.
Profilbillede
dato

Kolding HK/KFUM leverede en solid præstation og sejrede med 31-24 over Skovlund Ansager HK efter en flot og overbevisende præstation i Parkhallen.

Hjemmeholdets træner, Mathias Kolby, var meget tilfreds med holdets indsats og fremhævede især det stærke forsvar og forbedringen i angrebet i forhold til sidste uge.

“Solid indsats over hele linjen! Vi rammer den ret meget i røven i dag. Især vores defensiv var virkelig god, og så fik vi hævet niveauet på angrebsdelen i forhold til sidset uge. Det er bare dejligt at se, at hele holdet bidrager, upåagtet hvor meget hver enkelt ser banen, så bliver der givet fuld gas.”

Kolby var tilfreds med, at forsvaret spillede på et højt niveau. Målmændene fik gode betingelser det meste af kampen, hvilket resulterede i mange gode redninger, der kunne omsættes til mål i 2. bølgen.

“Vi har bøvlet med at være skarpe når vi har bolden, så det var dejligt at se forberedelsen har givet pote. Vi passer noget mere på bolden end tidligere, og vi kommer til gode chancer størst del af tiden. Alt i alt højt niveau over hele linjen.”

Kolby roste også målmanden Camilla Ørberg for hendes fine præstation i kampen.

“Camilla Ørberg står en rigtig fin kamp. Hun finder en god bund og redder næsten alt det hun skal. Krydret med et par stykker af de helt frie afslutninger, så var det er god dag på kontoret for Ø, rigtig godt hjulpet af et godt forsvar.”

Desuden fremhævede Kolby også Ditte Avngaard som en fighter af guds nåde, der altid viser stor vilje til at vinde. 

“Vi har kæmpet med at få hende mere i målscorens rolle, det lykkes i dag, 6 mål er mere end godkendt, sæt det sammen med en solid defensiv indsats, så er der ikke meget mere at mangle.”

Selvom kampen reelt var afgjort halvvejs i 2. halvleg, fik Skovlund Ansager lidt momentum mod slutningen ved at gå offensivt i forsvaret. Samtidig begyndte Kolding HK/KFUM at slække en smule i deres defensiv, hvilket kostede lidt på størrelsen af sejren.

Dog understregede Mathias Kolby, at det vigtigste er de to point, så de bruger ikke alt for lang tid på at analysere det efterfølgende.

Kolding HK/KFUM-spiller, Mia Skov Kjær, giver også sin reaktion på sejren:

“Vi har jo et godt hold. Når vi rammer det niveau vi rammer i dag, så kan vi byde hele puljen op til dans. Skovlund Ansager er slet ikke et dårligt hold. Vi har haft utroligt svært med at finde konturnitet i vores spil, det kan vi forhåbentlig bygge videre på herfra, fordi jeg synes faktisk vores hold er lang bedre end vi har vist indtil nu. Det må være et mål for os at vise fremadrettet.”

Næste kamp for Kolding HK/KFUM er søndag 12. november, hvor de skal møde Rækker Mølle Håndbold på Rækker Mølle-Hallen. Der er kampstart kl. 14:00.

Kampens resultat: 31-24 til Kolding HK/KFUM
Række: 2. Division Kvinder

Kilde: Træner Mathias Kolby, Kolding HK/KFUM - 2. Division Kvinder