Når Kolding Å’s nye pumpe-sluseanlæg mellem Kolding Havn og Marina syd skal indvies, markeres det med et stort arrangement. Programmet byder på taler og snoreklip, men også unikke muligheder for at komme tæt på anlæggets fire store Arkimedesskruer, der kan flytte 20.000 liter vand i sekundet. De besøgende får dermed chancen for at se teknologien, der skal beskytte Kolding mod oversvømmelser, helt tæt på.
Indvielsen er samtidig en folkefest med koncert ved studerende fra MGK Kolding og aktiviteter for børn. Dagens program inkluderer også meteorolog og forfatter Jesper Theilgaard, der holder oplæg om fremtidens klima. I vidensteltet kan interesserede blive klogere på klimatilpasning i Kolding, og der er salg af mad, drikke og sluse-is til alle gæster.
Arrangementet finder sted den 27. juni fra kl. 11 til 15 på pladsen omkring pumpe-sluseanlægget for enden af Trindholmgade, hvor der er godt udsyn til de imponerende maskiner. Titlen for arrangementet, ’Kolding gi’r fuld skrue’, refererer til netop de fire Arkimedesskruer, der tilsammen kan tømme Slotssøbadets største bassin på knap halvandet minut.
Pumpe-sluseanlægget er et fællesprojekt mellem BlueKolding og Kolding Kommune, hvor kommunen ejer anlægget, mens BlueKolding står for den daglige drift. Anlægget aktiveres, når kraftig regn kombineres med stigende vandstand i fjorden. Havde det været i drift under stormfloden i 2023, kunne det have forebygget de oversvømmelser, som ramte midtbyen i Kolding.
Teknisk set består anlægget af fire pumper og fire sluseporte. Hver pumpe drives af en el-motor på ca. 1,5 tons, et gear på ca. 3,5 tons, og en 10 meter lang Arkimedesskrue, der vejer 17 tons. Skruerne er valgt for deres fiskevenlighed, så fiskene kan passere systemet uskadt.
Opførelsen har stillet store krav til fundering grundet den bløde bund, og der er benyttet cementpulver, pæle, jernspunser, armeringsjern og store mængder beton. Anlægget er dimensioneret til at håndtere vandstande på op til 280 cm over normalen, suppleret af en ny højvandsmur på havnens sydkaj. For yderligere at styrke klimatilpasningen er der planer om nye vandparkeringsområder vest for E45 og forhøjelse af brinkerne langs Kolding Å frem mod 2028.
Læs mere og se programmet for indvielsen på: https://www.kolding.dk/kolding-gir-fuld-skrue-indvielse-af-nyt-pumpe-sluseanlaeg