Kolding Storcenter inviterer til meningsfulde tegnedage i børnehøjde

Foto: DRC Dansk Flygtningehjælp.
dato

Af Sara Nora Koust

I efterårsferien inviterer Kolding Storcenter til kreative dage med et vigtigt formål, når der skal tegnes hjem for børn og familier på flugt verden over. DRC Dansk Flygtningehjælp står bag kampagnen ’Tegn et hjem’, og overskuddet går til at sikre husly og beskyttelse i verdens brændpunkter.

Et hjem er noget ganske særligt. Det er her, vi smækker benene op, slapper af og føler os trygge sammen med familien. Vi kender alle duftene og hver eneste lille lyd. Man kan ligefrem sige, at vores hjem er en del af os selv.

Sådan er det også for mennesker, der lever i verdens brændpunkter. Når krig og konflikter tvinger familier til at flygte fra deres hjem, mister de også en vigtig del af dem selv.

Netop derfor er formålet med DRC Dansk Flygtningehjælps Tegn et hjem-kampagne at skabe hjem til familier på flugt – et sted, hvor både børn og voksne kan sove trygt.

DRC Dansk Flygtningehjælp udvider nu kampagnen, så besøgende i Kolding Storcenter kan tegne hjem til gavn for børn og familier på flugt den sidste weekend i efterårsferien fra den 22. oktober-23. oktober. Tegneværkstedet kan findes i Kolding Storcenter på torvet ved butikkerne Vera Moda og Wagner. 

Kreativitet med mening

Der er gratis tegnekits til alle i Kolding Storcenter, men det er også muligt at medbringe egne tegneredskaber, perler, akvarelmaling eller lignende. Det er nemlig kun fantastien, der sætter grænser, når børnene skal skabe deres egne versioner af et hjem.

Billeder af de færdige værker uploades til hjemmesiden tegnethjem.dk. Herefter kan tegningerne deles med venner, familie og bekendte via sociale medier, så de også får mulighed for at støtte den gode sag, og – vigtigst af alt – så de tegnede hjem i sidste ende kan blive til ægte hjem for familier på flugt.

Kommer man ikke forbi tegneværkstedet i Kolding Storcenter den sidste weekend i efterårsferien, kan tegningerne uploades hjemmefra på tegnethjem.dk helt frem til den 6. november, hvor kampagnen løber.

Vindertegninger udstilles på museum

Ikke nok med at samle penge ind til nye hjem for børn og familier på flugt, så deltager alle, der indsender tegninger til tegnethjem.dk, i konkurrencen om at få udstillet deres tegning på FLUGT – Refugee Museum of Denmark.

I dommerpanelet sidder fire velkendte ansigter: YouTuber Morten Münster, børnevært og forfatter Katrine Bille, familievejleder Lola Jensen og radio- og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud. Hver især vil de udvælge deres favoritværker, hvorefter det hele kulminerer fredag den 25. november i en stor fernisering på museet FLUGT.

Læs mere på tegnethjem.dk

Denne artikel er et læserbidrag. Eventuelle holdninger og synspunkter tilhører forfatteren.

Kilde: Sara Nora Koust