Koldings bytog Lotte-Rie mangler tag over hovedet

Foto: Stock Photo. Det lille bytog mangler akut et sted, hvor det kan blive opbevaret.
Profilbillede
dato

De fleste kender til det lille, hyggelige og gamle bytog, Lotte-Rie, som årligt kører gæster rundt i centrum af Kolding. Men måske ender det nu med, at Lotte-Rie ikke kommer ud at køre i år. 

Lige nu mangler toget nemlig et lager, hvor det kan stå opbevaret.

Indtil for kort tid siden blev toget opmagasineret i et lagerlokale på havnen, men dette er nu fyldt, og toget skal derfor et nyt sted hen.

Planen var herefter at toget skulle stå i Staldgården, men her var det så stejlt, at det lille tog ikke kunne komme op. Derfor leder man nu efter et alternativ, men det ser ud til, at det ikke er lige så nemt at finde et ledigt lager.

Citychef Charlotte Pipenbring fortæller, at det er et så akut tilfælde at findes der ikke et nyt lager snarest, vil toget slet ikke komme ud at køre i år. 

Derfor håber man nu, at nogen ude i Kolding har et ledigt lager, som Lotte-Rie kan få lov til at stå i. Lageret skal kunne aflåses, være tørt og have adgang til strøm.

Har du et ledigt lager, som toget må låne? Eller kender du nogen, der måske kunne have et? Så kan du kontakte City Kolding på mail: citychef@citykolding.dk

Kilde: Redaktionen