Koldings folkeskoler løfter eleverne mest i Syddanmark og overgår forventningerne

Foto: Kolding Kommune.
dato

Kolding Kommunes folkeskoler præsterer bedre end forventet ud fra elevernes socioøkonomiske baggrund og har nu den højeste løfteevne blandt syddanske kommuner.

Kolding Kommunes folkeskoler formår samlet set at løfte eleverne mere, end man statistisk kunne forvente ud fra deres socioøkonomiske baggrund. Den samlede løfteevne er steget fra +0,09 karakterpoint sidste år til +0,14 i år. Dette placerer Kolding øverst blandt de syddanske kommuner og overgår både Vejle, Fredericia og Horsens.

Løfteevne beskriver, hvordan eleverne klarer sig i forhold til det, man kunne forvente ud fra for eksempel deres sociale og økonomiske forudsætninger. Hvis en skole for eksempel har en løfteevne på +0,8, betyder det, at eleverne i gennemsnit får karakterer, som er 0,8 point højere end forventet. Løfteevnen giver dermed et mere nuanceret billede end karaktergennemsnittet alene.

I år formår seks af Koldings skoler at løfte eleverne mere end forventet, mens to ligger præcis på det forventede niveau. Kommunen har især klaret sig stærkt inden for matematik og naturfag, hvor der gennem flere år har været fokus på kompetenceudvikling, faglige netværk, bedre faglokaler og praksisnær undervisning.

Munkevængets Skole udmærker sig særligt i denne sammenhæng med en løfteevne på +0,8 karakterpoint, hvilket placerer skolen på en delt 14. plads blandt alle skoler i Danmark. På Munkevænget har der været arbejdet målrettet med faglighed, fællesskab og forberedelse til afgangsprøverne. Der har også været et stærkt fokus på matematik og naturfag via praksisnær undervisning, brug af Naturskolen og særlige matematikforløb i samarbejde med Ungdomsskolen.

Løfteevnetallene indgår ligeledes som et værktøj i de årlige skoleudviklingssamtaler og i de faglige netværk på tværs af Kolding Kommunes skoler.

https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/staerke-tal-for-koldings-skoler-saerligt-munkevaenget-skiller-sig-ud

Kilde: Kolding Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.