Fire vindere af kulturpriser i Kolding Kommune
Endelig kunne Kolding Kommunes Kulturudvalg endnu engang afholde deres kulturevent på Godset i Kolding.
Efter to års pause pga. corona, var der igen fuldt hus.
250 gæster deltog i arrangementet tirsdag, hvor både de nominerede, vinderne og hele kulturlivet i Kolding Kommune blev fejret.
Der blev traditionen tro uddelt fire priser: Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive, Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen.
Vinder af Årets Kulturelle Aftryk blev foreningen Blue Bridge. Blue Bridge er bl.a. dem, der står bag Blue Bridge festivalen.
Vinderen af Årets Kulturelle Highfive var Kolding i Toner – en kammermusikfestival, som blev afholdt for første gang sidste år.
Vinder af Årets Ildsjæl blev Candra Gaarde, som gennem flere år har fungeret som frivillig på bl.a. Godset og Teaterskolen Dorothea.
Den sidste pris, KulturKolding-prisen gik til Fylke Festival, som blev afholdt i august sidste år.
Her kunne et væld af gæster nyde fantastisk musik og god mad, i smukke omgivelser.
Stort tillykke til de fire vindere.