Fredag den 27. august var dagen, hvor Kolding Kulturnat skulle have fyldt gader og pladser i Kolding midtby med mennesker og en masse kulturelle oplevelser. På grund af Coronarestriktionerne er det dog ikke muligt at gennemføre Kulturnatten i sin velkendte form denne dato. Derfor udskyder Kolding Kommune Kulturnatten – men kun en uge.
I stedet er det planen, at Kolding Kulturnat skal løbe af stablen fredag den 3. september. Udskydelsen skyldes, at forsamlingsforbuddet og retningslinjerne for større arrangementer gør det umuligt at afholde Kulturnat, i den form, vi kender den.
"Kernen i Kulturnatten er, at vi kan samles om de gode oplevelser og gå på opdagelse overalt i midtbyen. Det kan vi ikke med de restriktioner, som gælder i august. Ifølge regeringens genåbningsplan bør forsamlingsforbuddet og de sidste restriktioner være udfasede per 1. september, hvis vaccineplanerne holder. Ved at flytte Kulturnatten, er der derfor en større chance for at vi kan holde Kulturnat i sin normale frie og festlige form", forklarer kulturkonsulent Mette Fersløv Schultz fra Kolding Kommunes Kultur og Event afdeling, der står bag Kulturnatten.
"Der er selvfølgelig ingen garantier, men vi krydser fingre og satser på, at Kulturnatten kan blive en fejring af den helt generelle genåbning og et kickstart af bylivet, som vi kendte det før Corona", siger Mette Fersløv Schultz.
Ny tilmeldingsfrist Kolding Kommune åbnede for tilmeldinger til Kulturnatten for en måned siden. En del har allerede tilmeldt sig og kommunen er nu i dialog med dem om den nye dato. Samtidig skubber kommunen tilmeldingsfristen til søndag den 13. juni. Hvis man har lyst til at optræde eller byde ind med aktiviteter til Kulturnatten melder man sig til her. Her kan man tilmelde sig inden for kategorierne musik og sang, aktiviteter og foreningsstande samt dans, teater og opvisning. Det er også muligt at tilmelde en salgsvogn, fx en foodtruck e.l.
"Rammerne for aktiviteter er ret brede, men kodeordet er netop aktivitet. Om det er ansigtsmaling, gadeteater, keglespil, esport, dans eller digtoplæsning er helt op til aktørerne. Det vigtigste er, at de får mulighed for at vise, hvad de kan og at Kulturnattens gæster får en masse gode oplevelser. Vi kan ikke love, at alle får en plads eller en scene at optræde på, men vi vil gøre vores bedste for at opfylde alles ønsker", siger Mette Fersløv Schultz og understreger, "at hvis man er i tvivl om, hvilken kategori man skal vælge, eller i det hele taget har spørgsmål til Kulturnatten, er man mere end velkommen til at kontakte Kultur og Event på kultur@kolding.dk".
Foto: Emili Lyngbo // Kolding kulturnat er fyldt med forskellige arrangementer
Fakta
Kolding Kulturnat har fundet sted siden 1996 og er den største begivenhed i midtbyen.
Kolding Kulturnat tiltrækker 50.000 - 60.000 gæster.
Mere end 100 forskellige aktører (foreninger, institutioner, organisationer, virksomheder m.v.) plejer at bidrage med aktiviteter på Kulturnatten.
Følg med på her