Er du en erfaren og ambitiøs personaleleder, der kan have mange bolde i luften og har du lyst til at blive en del af et fantastisk funktionsområde i én af de største og mest komplekse it-installationer vest for Storebælt, så har du chancen nu.
Vil du stå i spidsen for udviklingen af de it-løsninger, der hver dag understøtter sundhedsvæsenets 1,2 mio. borgere og 26.000 ansatte i Region Syddanmark, og hvis vision er at sikre de bedst mulige løsningstider, svartider og oppetider?
Vil du være med til at eksekvere på vores visioner, så vi i fællesskab kan understøtte organisationen til gavn for patienter og borgere i vores region?
Funktionsområdet Infrastruktur
Funktionsområdet består samlet af 36 medarbejdere, der er fordelt på 3 teams. Core teamet håndterer driften af vores datacenter, hvori de binder servere sammen med storage, for at skabe et stort komplekst virtualiseringsmiljø. Containerteknologi, AI og overvågning er ligeledes en del af teamets opgaver.
Team Apps håndterer driften af en række applikationer - typiske Microsoft backend produkter, så som Active Directory, SharePoint, Exchange, M365, Microsoft SQL Server og ConfigManager, men også Oracle og et stort VDI-miljø indgår i deres portefølje.
Det sidste team, Team Tools, er ansvarlig for at udvikle nye self-serviceløsninger intern i Infrastruktur, ved at kode op mod de it-infrastrukturkomponenter, der er underlagt systemejerskabet i Infrastruktur, som pt omfatter 62 it-systemer. Det betyder, at funktionsområdet er komplekst i forhold til økonomi og kontraktstyring.
Funktionsområdet er en del af afdelingen Infrastruktur & Support, hvor vi ønsker at være kendte for et højt serviceniveau og høj kvalitet i vores it-ydelser. Vi stræber efter at øge udbredelsen af self-service, anvende AI og teknologier til løbende at forbedre vores services - alt sammen så vi kan give brugerne en endnu bedre samlet it-oplevelse.
Funktionsområdets medarbejdere har arbejdssted i Kolding, men grundet tæt samarbejde på tværs af Regional IT skal man være forberedt på kørsel mellem vores lokationer i regionen.
Din rolle og ansvar
Som funktionschef er du nærmeste personaleleder, og det bliver din opgave at lede, motivere og sikre den faglige udvikling af medarbejderne.
Du indgår i et lederteam sammen med 2 chefkonsulenter, der sammen med dig håndterer den faglige ledelse i funktionsområdet. Derudover vil du indgå i et lederteam med afdelingschefen og de øvrige funktionschefer og chefkonsulenter i afdelingen.
Du får ansvaret for at udvikle og løfte modenhedsniveauet på følgende områder:
- Funktionsområdets økonomi med forecast og investeringer
- Udbredelse af self-service med fokus på shift-left
- Udbredelse af observability
- Sikre den høje kundetilfredshed
- Operationalisere afdelingens strategi, der understøtter Regional IT´s strategi.
- Ansvar for personaleledelse
- Budgetansvar for området herunder løbende opfølgning
- Sikre fokus på arbejdsglæde og trivsel hos medarbejderne
- Udvikle funktionsområdets services og ydelser
- Overholdelse af krav omkring informationssikkerhed, f.eks. brugeropfølgning og risikovurderinger
- Bidrager ved indgåelse af kontrakter i samråd med juristerne
- Deltage i diverse regional og tværregionale arbejdsgrupper og samarbejdsfora.
Du er en motiveret leder med erfaring i at arbejde med fagligt dygtige medarbejdere og gerne fra en større kompleks organisation.
Derudover er du god til at skabe netværk og samarbejde med den øvrige organisation i forhold til sparring, rådgivning og opfølgning. Du tænker fremad og er ambitiøs med hensyn til at skabe resultater og udvikling af funktionsområdet. Du rådgiver på basis af en udefra-og-ind tankegang, hvor der tages udgangspunkt i enhedernes mål, situation og behov som basis for etablering af værdiskabende it- og digitaliseringsløsninger.
Vi forventer, at du:
- har den nødvendig og konkret faglighed, der kan matche jobbet som chef i en ambitiøs it-organisation
- kan demonstrere synligt og engageret lederskab
- kan tænke nyt i forhold til udviklingen af funktionsområdets kerneopgave
- føler dig hjemme i arbejdet mellem forretning, strategi og it
- har gode kommunikationsevner og formidler dine meninger og input konstruktivt, så du opleves som proaktiv, inddragende og helhedsorienteret
- har strategisk overblik og er i stand til at overskue komplekse problemstillinger
- har et godt kendskab til anvendelse af ITIL-processer.
Vi tilbyder
Regional IT er den centrale it- og driftsorganisation med omkring 460 medarbejdere. Vi tilbyder et spændende og udfordrende job inden for en sektor, hvor den nyeste teknologi anvendes for at forbedre hverdagen for regionens medarbejdere og til gavn for borgerne.
Vi arbejder struktureret med ledelse og lægger vægt på personlig udvikling, så vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for at de kan løse deres opgaver. Derudover arbejder vi målrettet med kompetenceudvikling og laver løbende opfølgning på planer for efteruddannelse.
Hverdagen hos os er præget af tillid og vi vægter vores trivsel højt. Vi bestræber os på at være en organisation, hvor der er rum til det hele menneske og vi har i det daglige fokus på, at vi skal få både arbejds- og privatliv til at fungere.
Yderligere information
Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingschef Henrik Lasota Gregersen på tlf. 29 20 10 95.
Du kan også læse mere om Regional IT som arbejdsplads på regionsyddanmark.dk.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.
Din base bliver i Kolding, hvor dine medarbejdere sidder.
Stillingen ønskes besat pr. 1. juni 2026.
Din ansøgning
Der er ansøgningsfrist den 12. april 2026.
Vi forventer at afholde første samtalerunde den 15. april og anden samtalerunde den 23. april. Mellem samtalerne vil du blive bedt om at gennemføre en personlighedstest.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Regional IT, Kolding, Sygehusvej, 6000 Kolding
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-04-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d08c00c0-cfb9-45a6-b593-d36706020511