Marianne Knudsen har de seneste otte år haft sin daglige gang som indehaver af Kaffebaren Kolding på Terlings Allé. Selvom Marianne i sin tid endte med kaffebaren ved et tilfælde og havde helt andre planer, så er hver eneste dag noget særligt for hende.
Marianne havde længe gået med drømmen om at blive selvstændig, men timingen havde aldrig været den rigtige. Men en dag kom hendes veninde og fortalte, at hun var kørt surt i hendes lille projekt, og pludseligt åbnede der en dør:
“Jeg endte med Kaffebaren ved et tilfælde. Min veninde Sascha, som tidligere havde Kaffebaren, var kørt surt i det, og spurgte om jeg ville overtage. Egentlig havde jeg et arbejde, som jeg faktisk var rigtig glad for, men jeg har altid haft en drøm at blive selvstændig - tiden og muligheden var bare aldrig rigtig,” fortæller hun og fortsætter:
“Men pludselig var tiden rigtig, og så slog jeg til. Egentlig ville det økonomisk være en bedre fordel for mig at tage et normal dødeligt job. Men "friheden" og mine kunder vil jeg på intet tidspunkt være foruden. Penge er ikke alt, og selvom det er en ensformig hverdag, så er der aldrig to dage, der er ens,” understreger Marianne med et smil på læben.
"Jeg kan næsten sætte uret efter mine stamkunder"
Marianne fortæller om, hvordan hendes dagligdag foregår lige fra hun møder ind om morgenen. Hun starter med at gøre klar til dagen og sikre, at alt er på plads til de kommende kunder. Når dørene åbner, er hun klar til at tage imod kunderne, og det er her, hendes dag for alvor starter.
“En almindelig arbejdsdag starter kl. 06.00, hvor disken bliver gjort klar med håndmadder til madpakker mm., og brød fra lokal bager bliver gjort klar. Derefter smørres der smørrebrød mm. på bestilling, og de varme retter gøres klar. De første kunder kommer gerne lidt før åbningstid, og så er der tid og ro til den første kop kaffe. Jeg kan næsten sætte uret efter mine stamkunder,” griner Marianne.
Hos Kaffebaren er det blandt andet muligt at få luksus-håndmadder og smørrebrød (Foto: Privat)
Mariannes rolle i Kaffebaren er meget alsidig. Hendes hovedopgave består naturligvis af fremstilling og produktion af mad og betjening af kunder. Men Kaffebaren er ikke helt som andre steder, siger hun:
“Jeg fungerer jo som kaffemor, madmor, "mor", sekretær, bogholder, humørspreder, koordinator, telefonfikser, socialpædagog mm.,” opremser Marianne om hendes mange roller.
For Marianne er kunderne dem, der gør arbejdet i Kaffebaren til det bedste, for uden dem havde hun ikke et arbejde, hvor hun hver dag føler, at hun gør en forskel.
“Det bedste ved at arbejde i Kaffebaren er helt klart mine kunder, for uden dem havde jeg ikke noget arbejde. I hvert fald ikke et arbejde hvor jeg hver dag gik på arbejde og følte jeg gjorde en forskel. Mine faste stamkunder kommer ikke kun pga. maden. De kommer pga. netværket blandt dem, hyggen og stemningen, mig og sammenholdet. Kaffebaren skal opleves, og alle er velkommen.”
Ville have været professionel håndboldspiller
Selvom Marianne endte med at arbejde i Kaffebaren ved et tilfælde, så er hun taknemmelig for, at det skete. Om få år opnår hun en helt særlig milepæl, men hun elsker sit arbejde og har svært ved at forestille sig at arbejde et andet sted. Selvom planerne for mange år siden var at blive professionel håndboldspiller, så er det overvældende for hende at tænke på, hvor hun er havnet i dag:
“Hver dag er noget særligt i kaffebaren. Vi græder sammen, vi griner sammen og vi diskuterer. Der bliver samlet ind ved begravelser, samlet ind ved sygdom og ved festligheder. Der er blevet ydet førstehjælp, og jeg kunne blive ved. Jeg bliver 40 år den 20. april, og har i mit 40 år "lange" liv været hele 28 år i restaurantionsbranchen. Det synes jeg egentlig er en ret personlig milepæl.”
“Det betyder jo, at jeg om to år - hvor jeg har haft Kaffebaren i 10 år - så kan sige, at jeg har været 30 år i branchen. Kaffebaren har eksisteret i ca. 30 år. Det er lidt vildt at tænkte på, at for 30 år siden havde jeg ingen idé om at jeg hverken skulle være kok eller selvstændig. Tværtimod - så var planen jeg skulle være professionel håndboldspiller,” slutter Marianne Knudsen med et smil.
Du har mulighed for at slå vejen forbi Kaffebaren på Terlings Allé 2C i Kolding, som er en sidegade til Vonsildvej. Du kan følge med i hverdagen på Kaffebaren på deres Facebookside, og har mulighed for at se deres menukort og andre ydelser på deres hjemmeside.