Mindeord for Uffe Højgaard

dato

Nyheden er fra KIF Håndbold


Thomas Christensens mindeord om tidligere bestyrelsesmedlem Uffe Højgaard

 

Det første jeg tænker er: DET ER IKKE I ORDEN – DET ER BARE IKKE FAIR

Sidste tirsdag modtog jeg den triste besked, at min tidligere bestyrelseskollega i KIF Håndbold Uffe Højgaard er død, bare 58 år gammel. Det er bare ikke i orden, at den vildt urimelige kræftsygdom bare tilfældigt tager folk fra højre og venstre igen og igen.


Uffe var allerede aktiv i KIF Håndbold, da jeg kom til klubben i 1995. På det tidspunkt var alle aktiviteterne i KIF Håndbold samlet et sted og Uffe arbejdede i ungdomsudvalget, hvor vi mødte hinanden. Da Eliteholdene i 1997 blev udskilt i et selvstændigt selskab var det helt naturligt at Uffe kom med i Moderklubbens bestyrelse og vi arbejdede her sammen i mere end 10 år.


Uffe er set med mine briller den helt ideelle forældre til aktive håndboldbørn. Selverkendende at det ikke var på det håndboldfaglige område man kunne bidrage mest, men at man så kunne hjælpe andre steder. Aldrig gjort noget for egen vindings skyld, aldrig gjort noget kun til fordel for egne børn, men altid gjort tingene for klubbens bedste. Aldrig spurgt ”Hvad har klubben tænkt sig at gøre ved det”, for han vidste godt, at vi alle var klubben. Altid stået klar til at tage fat, om det var til håndboldstævner, tælle status hos en samarbejdspartner eller i forbindelse med opstilling eller oprydning efter en stor koncert. Uffe var aldrig bange for at gå forrest og selv tage fat på det hårde og nogen gange beskidte arbejde. For mig et forbillede på hvordan den optimale forældre i en frivillige forening bidrager.


Uffe blev ved med at følge klubben også efter at han var stoppet i bestyrelsen og efter at drengene ikke længere spillede i klubben. Fast mand på tribunen når ligaherrerne spillede og mødte man ham i hallen, i banken eller på gaden gik snakken altid på udviklingen i foreningen. Altid afholdt blandt dem han har arbejdet sammen med, og det tror jeg også er gældende blandt kollegaer i de mange år hos Sydbank og de seneste år hos Den Jyske Sparekasse.


Mine tanker går til Karin og til drengene Lasse og Jeppe og deres familier i en svær tid.


Det er bare ikke fair.


Æret være Uffe Højgaards minde

Kilde: KIF Håndbold