Kolding HK/KFUMs Jyllandsserie-kvinder skulle lørdag forsøge at hente to point da de mødte Egebjerg IF i Egebjerg-Hallen.
Her var der dog ikke skyggen af hjemmebanefordel, da Kolding HK/KFUM-pigerne i sikker stil nuppede sejren og de to point, med cifrene 19-34, hvilket var til stor glæde for træner, Børge Svensson.
“Stor forløsning at starte i Jyllandsserien med en udebanesejr og to point med hjem fra Egebjerg. Kampen i dag giver en masse selvtillid, som vi kan bygge videre på i arbejdet, både med den enkelte spiller og med samarbejdet på holdet.”
Børge Svensson var derfor meget tilfreds med holdets præstation, og særligt med den start de fik i begge halvlege, hvor de i grove træk kørte Egebjerg over:
“Vi kommer rigtig godt fra land i begge halvlege, i første halvleg scorer vi 5 mål inden Egebjerg reducerede efter næste 8 minutter til 1-5. Vi gør det igen efter pausen, hvor vi fra en pauseføring på 7-14, hvor vi denne gang scorer 6 mål, inden Egebjerg efter 8 minutter scorer første gang til 8-20.”
“Vi står det meste af kampen rigtig godt i forsvaret samtidig med at vi i angrebet spiller tålmodigt og med overblik, og så er det vildt dejligt at se spillernes mod til at blive ved, også selv om de ikke lige har tur i den.”
Overordnet set var det en utroligt god dag for Kolding HK/ KFUM, hvor træner Børge Svensson især lagde mærke til nogle bærende takter fra holdet, trods en generel flot holdpræstation.
“Dagen gode start skyldes især Mai Morthorst, som var klar fra start, tog ansvar og lavede vores første fire mål, og blev kampens topscorer med 7 mål. Helene Møller styrede flot forsvaret og var en sikker straffeskytte med 5 mål ud af 5 mulige. Men alle fortjener faktisk at blive nævnt for den flotte og koncentrerede indsats,” slutter Svensson.
På torsdag den 19. januar skal Kolding HK/ KFUM møde Erritsø G&IF. Kampen fløjtes i gang klokken 20:00 i Pulzion Kolding.
Kampens resultat:
19-34
til
Kolding HK/ KFUM
Række: Jyllandsserien Kvinder