Udviklingsarbejdet med Marina City fortsætter, hvor visionen er at skabe en ny bæredygtig bydel ved Kolding Fjord. Området skal rumme en topmoderne lystbådehavn, havnepromenade, ny strandpark og cirka 350 boliger.
Munck Havne & Anlæg A/S etablerer et testfelt i et afgrænset område øst for Marina Syd. Forberedelserne starter i uge 22, og interesserede kan følge med i arbejdet på stedet. Testfeltet, på cirka 6 x 10 meter, afgrænses med store spuns- og jernplader, så afprøvninger kan foretages kontrolleret uden at påvirke fjorden. Når resultater er indhentet, fjernes testfeltet igen.
Det ene forsøg koncentrerer sig om at stabilisere den bløde fjordbund, hvor en 500-600 meter lang dæmning skal afgrænse nyt land til Marina City. Her bruges Deep Soil Mixing-metoden, hvor fjordbund opblandes med såkaldte pozzulaner, så der dannes stærke søjler som fundament for dæmningen og den kommende havnepromenade. Forsøget vil blandt andet belyse styrke, optimale blandingsforhold og hvordan man begrænser miljøpåvirkning under arbejdet.
Det andet forsøg tester innovative Wopas-træpæle, der består af nordisk limtræ med en kappe af genanvendt plast. Pælene har til formål at reducere klimaaftryk og styrke bæredygtigheden i byggeriet af de planlagte ydermoler. Testen undersøger pælenes bæreevne, styrke, installation og samlingsløsninger. Foreningen Realdania støtter forsøget som led i indsatsen mod mere klimavenligt byggeri.
Begge forsøg foregår med tilladelse fra Kystdirektoratet og under tæt miljøovervågning, så fjordmiljøet ikke påvirkes. Under hele forsøget tages løbende prøver og målinger, og eventuelle ændringer håndteres, så vandmiljøet beskyttes optimalt.
Erfaringer og data herfra skal bruges til videre projektering og kvalificering af tekniske løsninger i Marina City. Du kan læse mere om udvidelsen af Marina Syd og Marina City-projektet på temasiden https://www.kolding.dk/marinacity.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/test-af-loesninger-til-marina-city