Oversygeplejerske til sengeafsnittet, Organkirurgi, Kolding Sygehus – genopslag
Brænder du for det kliniske lederskab og muligheden for, sammen med personalegruppen, at styrke den excellente sygepleje og sætte patienten først, så står stillingen klar til dig.
Vores Souschef mangler en ledelsesmakker, personalegruppen en leder, og ledergruppen en kollega. På alle øvrige funktioner og nøgleområder i afsnittet har vi kompetente og engagerede medarbejdere, der står klar til at byde dig velkommen, så I sammen kan fortsætte den gode udvikling af afsnittet.
Som Oversygeplejerske i Organkirurgi Senge, bliver du nærmeste leder for ca. 40 medarbejdere med stor variation i både fagligheder, erfaringer og kompetencer. Vi har sygeplejersker, social-og sundhedsassistenter og servicemedarbejdere i sengeafsnittet, medarbejdere der arbejder på tværs af ambulatorier og sengeafsnit, og tværfaglige samarbejdspartnere som eks. apotekere og fysioterapeuter.
Stillingen er ideel for dig, hvis du motiveres af at skabe resultater sammen med andre og formår at bringe forskellige fagligheder og kompetencer i spil, i den fælles opgave omkring de indlagte patienter. Du bliver leder i en dynamisk og foranderlig arbejdsdag, hvor vi gør vore bedste for at udleve Sygehus Lillebælts værdier om resultater, ordentlighed, samarbejde og excellence. Vi arbejder samtidig med fem organisatoriske patientløfter, der sætter spot på, hvad der betyder noget for vores patienter. Du skal derfor kunne motivere og engagere både medarbejdere og lederkollegaer, så vi i fællesskab sætter patienten først.
Din ledelsesopgave
Du får til opgave at lede drift, udvikling og uddannelse i sengeafsnittet, og sikre sammenhængskraft i såvel patientforløbene, som for medarbejderne i afsnittet som helhed. Du vil få et tæt samarbejde med oversygeplejersken i Ambulatorium/endoskopi – både i forhold til patientforløb, kvalitet og i særdeleshed i forhold jeres fælles medarbejdere, der arbejder både i Ambulatorium/endoskopi og Sengeafsnittet. Samtidig får du et tæt samarbejde med en af vores ledende overlæger, som bliver din samarbejdspartner som afsnitsleder i sengeafsnittet.
Aktuelt arbejder vi i sengeafsnittet med indsatser i relation til patientnær dokumentation, implementering af MyMedcards, anvendelse af forbedringstavle, systematiske refleksioner om excellent sygepleje, udvikling af stuegangsapp., og identifikation af fælles beslutningstagning i sygeplejen. Vi har desuden et solidt implementeret on-boarding program for nyansatte i afsnittet, som sikrer nye kollegaer en god og tryg start. Du kan læse mere om vores Strategi for udvikling af sygeplejen her Sygeplejefaglig udvikling
Du kommer til at indgå i et engageret tværfagligt ledelsesfællesskab sammen med chefsygeplejersken, cheflægen, 2 oversygeplejersker, 4 ledende overlæger og en sundhedsadministrativ leder, som alle har fokus på, hvordan vi skaber værdi for både patienter og medarbejdere. Til at hjælpe dig med ledelsesopgaven har du desuden en erfaren souschef, som bliver din nærmeste ledelsesmakker, skemalægger, specialeansvarlige inden for plejen, Lærings- og uddannelsesansvarlige sygeplejersker, 2 kliniske sygeplejespecialister, daglig koordinator, kvalitetskoordinator og en hel stab af ansvarsbevidste og erfarne medarbejdere.
Om dig
Det er en fordel hvis du har erfaring med ledelse og er ledelsesmæssigt teoretisk velfunderet. Det vigtigste er dog, at du har mod og lyst til ledelsesopgaven, og sammen med personalegruppen og resten af afdelingens lederteam, kan bidrage til at bringe sygehusets værdier og visioner i spil, til gavn for patienter, pårørende og medarbejdere. Har du begrænset ledelseserfaring, så har du i denne stilling gode muligheder for udvikling og ledelsesmæssig sparring og støtte. Erfaring med specialet er ikke et krav, men erfaring fra et sengeafsnit og akutområdet i hospitalssektoren er en fordel.
Medarbejderne i sengeafsnittet efterspørger en leder, der bidrager med god energi, er synlig i dagligdagen ude i personalegruppen, kan uddelegere opgaver og tør give ansvar fra sig, samt drager omsorg for medarbejderne i et gensidigt tillidsfuldt forhold. Medarbejdergruppen vil endvidere forvente af dig, at du kan træffe beslutninger, og tydeligt kommunikerer både beslutningerne og baggrunde bag. De værdsætter også en leder, der ser den enkeltes udviklingspotentialer og støtter deres individuelle udvikling.
Hvis jobbeskrivelsen tiltaler dig, så er her en unik mulighed for at træde ind i en ledende stilling i en afdeling, hvor du får stor indflydelse, gode kollegaer, uformel og humoristisk omgangstone og god mulighed for at udvikle dig som leder.
Du kan læse mere om afdelingen her: Organkirurgi
Du er også velkommen til at høre mere om afsnittet, stillingen eller rekvirere funktionsbeskrivelse for oversygeplejerske eller Strategi for Forskning og udvikling af excellent sygepleje 2025 i Organkirurgisk Afdeling, hos Chefsygeplejerske Sidse Petersen på 76362511 eller sidse.petersen@rysd.dk
Ansættelsessamtaler afholdes 4. april 2025. Ansættelsessamtalen indledes med en case, som tilsendes forud for samtalen.
Fuldtidsstillingen som oversygeplejerske er ledig fra 1. juni 2025 eller efter aftale.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Sygehus Lillebælt Kolding Sygehus, Sygehusvej, 6000 Kolding
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-04-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/7f83c2d9-e980-4162-b6e8-0b9d865c7caf