Patrick var efterlyst i hele Kolding: ’Jeg fik et chok, da jeg hørte det’

Patrick Sjölin driver jakkesætsforretningen Sjölin i Kolding
Profilbillede
dato

Da han pludselig så en ung mand falde om i et lyskryds i Kolding, sprang Patrick Sjölin hurtigt til og hjalp. Det har fået ham efterlyst i hundredvis af opslag på sociale medier. Nu har redningsmand og familie fundet hinanden.

 

Patrick Sjölin var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da en attenårig ung mand pludselig faldt om i et lyskryds foran ham i Kolding. Hurtigt fik han hjulpet den unge mand væk fra kørebanen og båret ham ind til siden, hvor han tilkaldte en ambulance.

 

– Det viste sig, at den unge mand har Aspergers, og han var faldet i lyskrydset længere fremme, men havde så rejst sig op og var gået videre. Da der bliver grønt, besvimer han og falder ud på kørebanen. Jeg løber hen og bærer ham ind til siden og ringer til ambulancen, forklarer Patrick Sjölin, der blev ved den unge mand, til ambulancen kom en time senere.

 

Den unge mands forældre har efterfølgende søgt efter redningsmanden via diverse sociale mediegrupper i Kolding. Det eneste, de viste var, at han hed Patrick, men nu har de endelig fundet hinanden.

 

Pludselig var der en bekendt, der fortalte mig, at jeg var eftersøgt. Der fik jeg lidt af et chok, men da jeg så forstod af hvem, ville jeg selvfølgelig hellere end gerne snakke med dem, siger Patrick Sjölin, der er erhvervsdrivende i Kolding med jakkesætsforretningen Sjölin, hvor han nu har haft den unge mand og hans forældre på besøg.

 

Det viste sig, at Thor, som han hedder, altid havde drømt om et skræddersyet jakkesæt, så det ville jeg gerne give ham. Jeg er selvfølgelig rigtig glad for hans og forældrenes taknemmelighed, men jeg synes jo, at vi alle sammen skal hjælpe hinanden, hvis sådan noget sker. Jeg har selv epilepsi, så jeg kan godt lide tanken om, at andre ville gøre det samme for mig, hvis jeg faldt så uheldigt et sted, lyder det fra Patrick Sjölin.   

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.