Det har længe været et ønske fra ukrainske side, at en række frivillige og ansatte i ukrainsk Røde Kors kunne besøge Danmark for at få direkte del i den viden, der er her og få inspiration. Nu sker det.
Takket været midler fra Udenrigsministeriet kommer der nu 27 deltagere fra Ukraine til Danmark i en uge. De er dels på Landskontoret og dels på besøg i lokalafdelinger.
14 af deltagerne kommer til Kolding, og skal være der hele dagen onsdag den 11. oktober.
Røde Kors Danmark assisterer i Ukraine ud over nødhjælp med udviklingen af mere end 200 ukrainske lokalafdelinger af Røde Kors.
Det er erfaringer fra Danmark omkring planlægning, ledelse og rekruttering af frivillige, udvikling af sociale aktiviteter, økonomi og sikkerhed og tryghed for frivillige og ansatte m.m., Røde Kors Danmark bidrager med. Og det er netop den viden og erfaring, som de ukrainske gæster kommer for at høre om.
- Det er en stor ære for Røde Kors Kolding, at vi får besøg af de ukrainske Røde Kors-frivillige og - ansatte. Vi vil i løbet af dagen og aftenen fortælle om, hvordan over 200 frivillige i Røde Kors Kolding yder medmenneskelig støtte, og hvordan vi rekrutterer og fastholder frivillige.
- Vi vil også fortælle lidt om vores organisation og om vores netværk og samarbejdspartnere, fortæller Aase Gilling, der er formand for Røde Kors Kolding.
Røde Kors Kolding er en selvstændig afdeling med 17 aktiviteter. Det er derfor nødvendigt at fokusere på udvalgte emner, når de ukrainske gæster kommer på besøg.
Besøget begynder på Sygehus Lillebælt, hvor Røde Kors Kolding har 76 frivillige tilknyttet som vågere, patientstøtter og til palliativ indsats. Det er et eksempel på, hvordan Røde Kors Kolding har et fast samarbejde med en relevant samarbejdspartner.
Røde Kors Kolding har ud over de frivillige på sygehuset flere end 70 frivillige, der løbende yder medmenneskelig støtte til Koldings borgere. Det sker gennem aktiviteter som Besøgstjenesten, Familienetværket, Familievenner, Q-net og Fra bolig til hjem.
De ukrainske gæster vil også møde en frivillig hos Røde Kors Kolding, der kommer fra Ukraine. Hun vil fortælle om sine erfaringer og oplevelser som frivillig. Det er en del af Røde Kors Koldings integrationsindsats.
- Derudover skal gæsterne se genbrugsbutikken på Kløvervej, hvilket i sig selv er et interessant møde. Og om aftenen vil formanden for socialudvalget i Kolding Kommune Villy Søvndal fortælle om styrken i socialt frivilligt arbejde. Vores gæster vil afslutningsvis indvie os i deres dage som frivillige og ansatte i ukrainsk Røde Kors.
- Det er en dag, vi ser frem til i Røde Kors Kolding. Det bliver en dag og aften med mange indtryk, forudser Aase Gilling.