For 2 weekender siden kæmpede 113 af landets dygtigste gymnaster om en plads på DGI Verdensholdet. Den 19/5 kl. 20:00 blev holdet offentliggjort og nu er der sat navne på de 28 gymnaster, der er kommet igennem nåleøjet. Selma Lind Geirsdottir fra Kolding er med på holdet.
Onsdag aften den 19. maj fik de 28 gymnaster beskeden om, at de er blandt de udvalgte, der skal rejse jorden rundt med DGI Verdensholdet og showet QUA.
Udtagelse med et utrolig højt niveau
I alt 113 gymnaster kæmpede hårdt om de eftertragtede pladser til udtagelsesweekenden den 13.-15. maj. Efterfølgende var 40 gymnaster til en personlig samtale, før teamet bag DGI Verdensholdet til sidst fandt frem til de 28 personer, som sammen skal skabe noget helt unikt både herhjemme og ude i verden.
DGI Verdensholdet er en drøm for mange gymnaster. Pga. Corona-situationen blev udtagelsen sidste år udsat. Her et år senere, og på trods af hårde vilkår for en udtagelse, lykkedes det at skabe rammerne, der gav gymnasterne mulighed for at vise, hvad de kan udrette med omtanke for de begrænsede træningsmuligheder, de har haft det sidste år.
Udtagelsesweekenden var en stor fysisk udfordring, og ventetiden har også været en følelsesmæssig rutsjetur for de mange håbefulde deltagere, som har forberedt sig i lang tid. "Det er tydeligt at se, at gymnasterne har trænet hårdt op til udtagelsen. De har ydet en utrolig stor indsats og det var virkelig en svær opgave at sammensætte holdet", fortæller Bie Andersen som er teammanager på holdet.
Selma fra Kolding skal nu være verdensholdsgymnast
Selma Lind Geirsdottir er 24 år og og flyttede som 8 årig fra Island til Kolding.
Selma glæder sig først og fremmest til at lave en masse gymnastik sammen med andre gymnastikglade mennesker. Det unikke ved Verdensholdet er for Selma, at være en del af et hold, der kæmper og brænder for at samarbejde og løfte i flok.
"Det er en unik oplevelse at få lov til at være en del af et fællesskab, hvor man står sammen om at bevæge verden. Her kan man få lov til at inspirere folk til at bevæge sig gennem glæde og leg", fortæller hun.
Rejsen starter i Danmark, hvor holdet besøger 14 danske byer med afrejseshowet til september. Derefter går turen bl.a. til Emiraterne, Indonesien, Malaysia, Sydkorea, Australien og USA. Holdet afholder ca. 200 workshops og giver ca. 150 shows på deres tur rundt i verden.
Klar til at blæse publikum omkuld
Når DGI Verdensholdet går på gulvet til september, kommer du til at opleve rytmisk gymnastik, dans, spring og akrobatik af højeste kaliber.
"Showet QUA er en levende fortælling om livet. Et liv hvor vi alle skal finde vores egen vej", fortæller instruktørerne Dinne Fredslund og Morten AsbjørnChristensen