KIF's 2. divisionsherrer jagtede sæsonens første sejr ved fredagens opgør mod HC Odense, da mandskabet besøgte Dalumhallerne.
Desværre tabte KIF endnu engang. Et Odense-mål indenfor de sidste fem sekunder endte med at give en sejr på 31-30 til HC Odense.
KIF-træner, Julie Loop, giver sin reaktion på holdets præstation:
“Vi kommer lidt langsomt fra start, og får lavet nogle dumme fejl angrebsmæssigt, men stille og roligt får vi arbejdet os ind i kampen. Især i 2. halvleg leverer vi en super god indsats. Vi bliver ved med at kæmpe for tingene, og får stille og roligt ædt os ind på Odenses forspring på 3 mål."
"Med kort tid igen får vi desværre en dum udvisning, hvor stillingen er 28-28. Undertalsperioden taber vi med to, og så er vi bagud 28-30. Heldigvis får vi kæmpet os tilbage, og med 15 sekunder tilbage af kampen får vi udlignet til 30-30. Med en scoring med 4-5 sekunder tilbage af kampen, vinder Odense desværre."
Julie Loop er dog ganske tilfreds med drengenes indsats. Der skal jo udvikles nogle gode seniorspillere, understreger hun:
"Vi leverer en super god indsats, og drengene kæmper virkelig. Vi er et slags talenthold, med formål at udvikle dygtige seniorspillere, så derfor er der en del rotation i opstillingen fra kamp til kamp.
Med det in mente, er min udmiddelbare reaktion, at vi leverede en super flot fight! Med lidt mere kløgt og kynisme, havde vi også vundet over de ambitiøse oprykningsfavoritter fra Odense.”
Loop understreger, at præstationen kan forbedres:
“Vi skal komme lidt bedre fra start, så vi ikke skal bruge for meget tid på at spille os ind i kampen, angrebsmæssigt. Derudover, skal vi have noget mere kynisme når tingene skal afgøres. Odenses mål 5 sekunder før tid, var egentlig en dum fejl fra vores side af.”
Kampen ender som bekendt med, at KIF måtte tage hjem uden point, men træneren fremhæver dog flere spillerpræstationer:
“Mange spillere leverede en super flot indsats! De faste 2. divisionsspillere løftede deres niveau fra sidste kamp, betragteligt, og de unge U19-spillere leverede langt over forventning. De to U19-spillere, Victor Lyngsø og Christian Sloth, kæmpede forbilledligt.”
På torsdag, den 13. oktober, har Kolding IF igen muligheden for at hente sæsonens første sejr, når de møder Give Håndboldklub. Kampen fløjtes i gang klokken 19:30 i Ikærhallen, Give.
Kampens resultat:
31-30
til
HC Odense - Herrer
Række: 2. Division Herrer