Onsdag aften tog KIF's Serie 1-herrer turen til Andst- Borger og Aktivitetscenter, hvor de mødte Andst U&IF. Det var til stor succes for netop KIF-mandskabet, som kunne notere sig en sikker sejr på 27-37.
En flyvende KIF-start gav holdet et godt afsæt til at hente sejren. Men en opsang i pausen var nødvendig, fortæller KIF-træner Jimmi Lindved:
“VI kommer rigtig godt fra start, og der står 7-2 efter bare 8 minutter, da vi dækker godt op og løber kontra. Herefter begynder vi at sløse i forsvaret, og hjemmeholdet kom lidt for tæt på os. Vi hjalp ikke vores målmænd, og var ikke er koncentreret i vores afslutninger. Pause stilling 18-14 til os.”
“I pausen fik spillerne en lille opsang, og vi fik rettet lidt til i forsvaret. Koncentrationen på afslutningerne kom delvist tilbage, men vi må ikke lukke 27 mål ind,” konstaterer Lindved efter sejren.
Når man scorer 37 mål, så har det været en godkendt angrebskamp. Lindved roser også holdets angreb, for deres skarphed.
“Vores stationære angrebs spil er nok det der fungerer bedst. Vi laver mange lette mål på kontra.”
Der var særligt én spiller der gjorde sig ekstra bemærket i 10-målssejren, hvor flere U19-spillere også imponerede.
“Jeg vil fremhæve Victor Nielsen, der spillede tre forskellige pladser i dag; venstre fløj, højre fløj og højre back, og lavede 5 mål fra tre forskellige pladser. I dag har vi også fem U19-spillere med, som gør det godt.”
KIFs Serie 1-hold skal i kamp igen mod Team NØS søndag den 23. oktober. Kampen fløjtes op i Forum Kolding Bramdrupdam klokken 12:20.
KIFs målscorere
Hans Christian Hornstrup - 7 mål
Daniel Christensen - 6 mål
Sune Thomsen - 6 mål
Victor Nielsen - 5 mål
Jeppe Nordklitgaard - 4 mål
Jonathan Degn 4 - mål
Anders Boyum 3 - mål
Esben Fjerbæk 1 - mål
Milan Lindemann Juhl 1 - mål
Kampens resultat:
27-37
til
Kolding IF
Række: Serie 1 Herrer