BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Søger du et spændende og udfordrende studiejob? Vil du prøve kræfter med udvikling af den kommunale velfærd i en politisk kontekst? Så grib chancen nu!
I Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding Kommune søger vi lige nu en studentermedhjælper til staben Udvikling og Digitalisering. Som studentermedhjælper får du muligheden for at sætte din teoretiske viden fra universitetet i spil, udvikle dine kompetencer i en politisk styret organisation og prøve kræfter med udviklingsopgaver og designtænkning i praksis.
Hvad skal du lave?
I Udvikling og Digitalisering bliver du en del af et fagligt stærkt miljø med varierende arbejdsopgaver. Du vil arbejde med politiske, udviklingsmæssige og digitale problemstillinger, hvor du samtidig vil få et unikt kendskab til arbejdet i en kommune. Vi lægger vægt på, at du får mulighed for at prøve kræfter med en række forskellige opgaver, og med afsæt i dine faglige og personlige interesser er du også selv med til at bestemme, hvilke opgaver der kan være spændende for dig at arbejde med. Du vil få tilknyttet en erfaren udviklingskonsulent som mentor, som du løbende kan drøfte opgaver med, og som vil hjælpe dig i din ønskede udvikling.
Dine opgaver vil være alsidige, men kan blandt andet omfatte:
- Udarbejdelse af notater, analysemateriale og præsentationer til politikere og forvaltningsledelsen
- Deltagelse i udviklingsarbejde og designprocesser; bl.a. ved at hjælpe med interview og dataindsamling, facilitering af workshops og implementeringsaktiviteter
- Informationssøgning
- Hjælpe til med Frivilligugen og andre events
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er studerende på en relevant videregående uddannelse – fx en inden for samfundsviden, design eller humaniora – og du er gerne som minimum på 3. år af bacheloruddannelsen.
Vi søger dig, som:
- brænder for at gøre en forskel for de borgere, som har mest brug for kommunens hjælp
- har stor lyst til at arbejde med komplekse problemstillinger i en politisk kontekst
- er nysgerrig på udviklingsarbejde og tør at udfordre "plejer"
- er ansvarsbevidst, pligtopfyldende og følger dine opgaver til dørs
- har stærke formidlingsevner og kan formulere sig kort og præcist i både skrift og tale – også gerne visuelt
- bidrager med godt humør og socialt fællesskab.
Hvem er vi?
Staben Udvikling og Digitalisering er en del af Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Kolding Kommune, som hjælper og støtter kommunens unge og voksne borgere. Vi beskæftiger os med alt fra handicap, psykiatri og misbrug til udfordrede unge og mennesker, der står uden job. I Udvikling og Digitalisering er det vores opgave at understøtte forvaltningsledelsen og gennem projektledelse og designtænkning sikre, at vi hele tiden udvikler os til gavn for kommunens borgere.
Dine kollegaer i Udvikling og Digitalisering har forskellige faglige baggrunde, men fælles for afdelingen er en gruppe af nysgerrige, dedikerede og målrettede kolleger. Vi vægter gåpåmod, kreativitet og samarbejde højt, og vores hverdag på kontoret er præget af fællesskab og godt humør.
Du vil blive ansat under Christine Gyldenhof, leder af Udvikling og Digitalisering, men til dagligt referer du til en af dine erfarne kollegaer, som også bliver din mentor.
Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er i gennemsnit 12 timer pr. uge, men kan selvfølgelig tilrettelægges fleksibelt ift. dit studie. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst samt efter principperne om lokal løndannelse. Det er dog et krav, at du er aktiv studerende og indskrevet på en videregående uddannelse under hele din ansættelse.
Har du spørgsmål eller brug for at vide mere om stillingen, kan du henvende dig til udviklingskonsulent Stinna Kruse Aagaard Sonnichsen, tlf. 79 79 63 50.
Ansøgningsfrist
Lyder et studiejob i Udvikling og Digitalisering som noget for dig?
Så send os en ansøgning elektronisk via knappen "Søg stillingen".
Ansøgningsfristen er den 5. september 2023.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 37.
Forud for ansættelse indhenter Kolding Kommune straffeattest/børneattest, når loven kræver det, eller stillingen i øvrigt berettiger til det.
Kolding Kommune opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=71281ba3)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Kolding Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Kolding Kommune - Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen SAF, Nicolaiplads, 6000 Kolding
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 05-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=71281ba3&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5891822