Sydøstjyllands Politi lukker rocker tilholdssted

Profilbillede
dato

På baggrund af den verserende konflikt i rocker-bandemiljøet lukker Sydøstjyllands Politi et tilholdssted, hvor en rockergruppering holder til

Det drejer sig om den såkaldte brætspilcafe ”Spilloppen”, Låsbygade 38 i Kolding. Forbuddet træder i kraft i dag den 22. september 2023 kl. 19.00 og gælder foreløbigt frem til 6. oktober 2023 kl. 19.00.

Lukningen sker blandt andet på baggrund af de voldsomme hændelser tidligere på måneden i København, hvor en bestemt rockergruppering blev angrebet – formentligt som et led i en verserende konflikt. Samme rockergruppering har efter politiets vurdering tilholdssted på adressen i Kolding, som altså nu bliver lukket.

”I Sydøstjyllands Politi har vi fulgt konfliktsituationen i bandemiljøet i København tæt. Politikredsen har på baggrund heraf i den seneste tid kigget på efterretninger og mulige konfliktscenarier i vores eget området med de kendte grupperinger vi af og til har her. Vores overvejelser med afsæt i det samlede billede, som vi nu står med, har ført til beslutningen om, at lukke det nævnte tilholdssted. Vi ønsker ikke uro eller utryghed ved dette tilholdssted i Kolding, og ønsker at skabe en så høj en grad af sikkerhed og tryghed for borgerne, som vi har mulighed for. Dette tiltag har til formål at forebygge, at en eventuel udvikling af konflikten måtte ramme Kolding” udtaler politiinspektør for Efterforskningscentret i Sydøstjyllands Politi Carit Andersen.

Foreløbigt gælder opholdsforbuddet i 14 dage, og hvis man overtræder forbuddet, risikerer man at blive straffet med fængsel i op til to år.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi