Sydøstjyllands Politi søger vidner efter fundet af en alvorligt tilskadekommen mand i området ved Platinvej i Kolding.
Sydøstjyllands Politi modtog onsdag den 4. februar en anmeldelse omkring klokken 03.00 vedrørende fundet af en alvorligt tilskadekommen mand på Platinvej i Kolding. Den tilskadekomne mand blev bragt til behandling, og de pårørende er underrettet. Personen har umiddelbart ingen relation til den virksomhed, som han blev fundet i nærheden af.
I forbindelse med efterforskningen søger Sydøstjyllands Politi nu vidner, der kan have gjort observationer i området omkring Platinvej i Kolding.
Den tilskadekomne mand var, da han blev fundet, iklædt mørke bukser og en mørk jakke. Politiet er interesseret i at komme i kontakt med vidner, der måtte have set en mørkklædt mand i området omkring Platinvej i tidsrummet mellem klokken 01.00 og 03.00 onsdag den 4. februar 2026. Politiet opfordrer også folk til at tjekke evt. videoovervågning i biler og på ejendomme, hvor der kan være relevante optagelser.
Har man oplysninger, der måtte have relevans for sagen, bedes man kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.