De to unge KIF-drenge, Markus Bugge og Rasmus Juhl Thomsen, har fået kredit for deres talent, og er begge blevet udtaget til U19-landsholdet, som skal møde Norge i to landskampe.
U19-landstræneren, Simon S. Sørensen, har til den kommende landsholdsamling valgt at indkalde to Kolding-talenter til truppen. De to gymnasiedrenge kommer dermed til at bytte skolegangen ud med nogle dage i landsholdslejren.
Udtagelsen vækker stor begejstring hos akademileder i KIF Håndbold, Julie Loop, som reagerer på drengene udtagelse:
- Markus og Rasmus er to hårdtarbejdende drenge, som brænder for håndbold. Markus har rimelig stabilt været en del af DHF's talenttræning, og Rasmus har været med et par gange tidligere.
- Nu har de begge fået muligheden for at prøve sig selv af i landsholdsregi, og det er vi rigtig stolte over, og glade for, på deres vegne. Det er et stort skulderklap til drengene, som bruger rigtig meget tid på at udvikle sig, og dygtiggøre sig - bl.a. ved at være en del af håndboldakademiet i KIF Håndbold.
Til dagligt bliver drengene trænet af Lasse Boesen, hvilket i sig selv giver gode forudsætninger for ens håndboldspil. Derfor er det også et naturligt skulderklap til KIF Håndbolds akademi, som lægger meget arbejde i at skabe de bedste forudsætninger for fremadstormende talenter.
- Generelt er deres udtagelse også en indikation af, at vi i KIF har en stærk årgang af spillere, som er med til at skabe et godt træningsmiljø. Vi, i KIF, ser det også som et resultat af, at vi virkelig ligger ressourcer og energi i at skabe et godt udviklingsmiljø for unge, dedikerede håndboldspillere, lyder det fra Julie Loop, der afslutter:
- Vi glæder os til at drengene skal repræsentere Danmark i de rød-hvide farver.
Kampene mod Norge spilles d. 12. og 14. oktober i Fredericia og Billund. Stort tillykke til de to drenge!