Vejdirektoratet har oplyst, at tunnelen under Petersmindevej i Kolding spærres for cyklister og gående fra den 3. juni til og med den 24. juni 2026. Spærringen skyldes igangværende arbejde med nedbrydning af eksisterende konstruktion samt etablering af store stænger på tværs af tunnelen. Sikkerhedshensyn betyder, at det ikke er forsvarligt at lade trafikanter passere tunnelen under denne fase. Ændringen er godkendt af Kolding Kommune.
Der etableres omkørsel for cyklister og gående via Kokmose, Kokholm, Vejlevej og Nørreskovgårdsvej.
Arbejdet er en del af udvidelsen af E45/E20 Sønderjyske Motorvej ved Kolding og omfatter udvidelse af broer og tunneller langs strækningen for at få plads til ekstra spor. Derfor er det nødvendigt at spærre flere kommunale veje i kortere eller længere perioder.
For bilister gælder det, at Petersmindevej under motorvejen er spærret fra søndag den 31. maj til fredag den 31. juli 2026, med omkørsel via Nørreskovgårdsvej, rundkørslen ved Fynsvej og Højvangen. Cyklister og gående kan benytte tunnelen før og efter perioden 3.-24. juni, ellers skal de følge skiltning for omkørsel.
Der vil være tydelig skiltning for spærringsperioden og anbefalede ruter til omkørsel i området. Da det ikke er muligt at arbejde på begge sider af tunnelen samtidig, vil der komme yderligere spærringer på et senere tidspunkt. Nærmere information om dette bliver udsendt forinden.
Yderligere information findes på Vejdirektoratets side om udbygningen af Sønderjyske Motorvej ved Kolding: https://www.kolding.dk/