Turistinfo genåbner på rådhuset

Foto: Kolding Kommune. Et kort over Kolding som turisterne kan finde hos Turistinfo
Profilbillede
dato

Sidste år var der ekstraordinært mange turister i byen på grund af Covid-19, og derfor åbnede Kolding Kommune en turistinformation på rådhuset. Det var så stor en succes, at der også bliver turistinfo i år.

Fra på mandag kan turister få hjælp til, hvad de skal se, hvor de kan spise, hvor de kan bade og få udleveret brochurer og kort over byen. Her åbner personalet på rådhuset atter en turistinformation.

Erfaringerne fra sidste år var nemlig så gode, at det er blevet besluttet at tage endnu en sæson.

”Vi havde rigtig mange turister forbi rådhuset, og vi oplevede, at de blev positivt overrasket over den gode service. I vores snakke med turisterne fandt vi også oplevelser frem til dem, som de ikke selv havde fået øje på. Det har helt klart sendt turisterne rundt i hele kommunen, at vi har kunnet rådgive dem. Og så er det jo skønt, når de går smilende herfra”, fortæller rådhusforvalter, Frank Ravn-Nielsen.

Han og kollegerne på rådhuset har ikke så travlt, nu hvor byrådet holder ferie, og derfor bruger de blandt andet deres arbejdstid på at snakke med turister. I alt kiggede 2231 forbi sidste år.

”Nu har vi jo fået Kongernes Samling hertil, så vi forventer, at der kommer mange turister sommeren over. Så får vi en snak med dem, de kan også få en rundvisning på rådhuset, eller låne et toilet. Mange fortæller, at de synes, vi har en hyggelig bymidte, og at der er pænt og rent, så vi får også en del feedback, der kan bruges i udviklingen af byen”, fortæller Frank Ravn-Nielsen.

Turistinformationen holder åbent hele sommeren, og lukker først når mængden af turister falder. Sidste år var der åben frem til uge 33.

Fakta:

Turistinformationen har åben mandag-torsdag fra kl. 10-15 og fredag fra kl. 10-14.

Kilde: Kolding Kommune