Udslip af dieselolie til kanalen ved Harteværket

Profilbillede
dato

Det kommunale beredskab fra TrekantBrand og den fælleskommunale miljøvagt har på det seneste flere gange været kaldt ud til indløbskanalen ved Harteværket i Kolding fordi forbipasserende har opdaget, at der ligger olie på vandoverfladen.

Olien kommer fra en større regnvandsledning, der modtager regnvandet fra industriområdet, der ligger mellem Ny Esbjergvej og Esbjergvej, ud mod motorvej E45. Regnvandsledningen munder ud i kanalen, der leder vandet fra Dons Søerne ned til Harteværket.

"Vi har oplevet, at det olieholdige vand fra regnvandssystemet kommer ud i kanalen, når det regner," fortæller miljøtekniker Sten Frandsen fra Kolding Kommune, der sammen med sine kolleger er i gang med at opspore, hvorfra olien kommer.

Forsyningsselskabet BlueKolding deltager også i opsporingen. Det er et stort og meget forgrenet regnvandssystem, så der vil nemt kunne gå nogle dage, inden forureningskilden bliver fundet.

 I samarbejde med driftspersonalet på Harteværket er der rekvireret en slamsuger, der skal skimme olien væk fra vandoverfladen i kanalen ved vandkraftværket. I søndags lagde beredskabet en olieabsorberende flydespærring i kanalen neden for Harteværket, der skal sikre, at der ikke kommer olie ud i Kolding Å.

 Kolding Kommune vurderer, at der er tale om begrænsede mængder af olie, der er ledt ud i Hartekanalen. Selv 2-3 liter dieselolie kan skabe en oliefilm på flere hundrede kvadratmeter.

"Meget af olien vil fordampe af sig selv, - men det er naturligvis ikke godt for dyre- og plantelivet i kanalen. Og derfor er det også vigtigt, at vi får fundet kilden til olieforureningen," understreger Sten Frandsen.

Kilde: Kolding Kommune