I den kommende uge kan du blive klogere på udviklingen af Koldings havneområder, når KOMtaineren – kommunens mobile dialog- og mødested – rykker ind på havnen. Samtidig bliver der ugen igennem mulighed for at komme på rundtur på havnen og besøge Pakhuset og Godset.
”Vi slår os ned med KOMtaineren ved den gamle vejerbod på hjørnet af Jens Holms Vej og Sdr. Havnegade. Her er alle velkommen til at kikke forbi og under afslappede former få mere at vide om visionen om udvikling af Koldings havneområder,” forklarer projektleder Lene Marcussen, Kolding Kommune.
Da Kolding Havn, det regionale spillested Godset og innovationsfællesskabet Pakhuset hørte om planerne, tilbød de at koble sig på åbent hus-arrangementet om havnens udvikling.
”Jeg er glad for, at Kolding Havn, Godset og Pakhuset engagerer sig på den måde. Det giver borgerne, som besøger os, mulighed for også at opleve erhvervshavnen og besøge nogle af de institutioner og virksomheder, som er en del af havneområdet,” siger Lene Marcussen.