Der var både konfetti, blomster og takketaler, som det sig hør og bør, da Kolding Kommune tirsdag den 18. april uddelte årets kulturpriser til Kulturevent 2023. I alt fire kulturpriser blev uddelt.
Årets Kulturelle Aftryk
Prisen Årets Kulturelle Aftryk gik til Queen-musicalen We Will Rock You af Dronning Dorothea Teaterets. We Will Rock You ”rockede” amfiscenen i sommeren 2022. Musicalen fik verdenspremiere som friluftsteater og spillede for stort set fulde huse i hele spilleperioden. Forestillingen, som fik masser af gode anmeldelser, blev til takket være de mange, mange frivillige, som knoklede med at realisere forestillingen.
Skuespillere, musikere og et hav af frivillige var med til at skabe og realisere den flotte forestilling.
De øvrige nominerede til Årets Kulturelle aftryk var Sangkraft Kolding og Tour de France-fest i Vester Nebel, Sdr. Bjert, Sjølund og Hejls-Hejlsminde.
Årets Kulturelle Higfive
I kategorien Årets Kulturelle Highfive var det initiativet Ung Scene, som blev vinderen. Ung Scene er et initiativ, som giver unge muligheden for at optræde med deres musik, uanset om det er covers eller selvskrevet. Ung Scene skaber et forum, hvor unge kan samles om musikken og få nye, musikalske oplevelser.
Kamma Juul Holm er initiativtager til Ung Scene på 27B, der løb af stablen for første gang i august 2022 og var totalt udsolgt. Den næste Ung Scene fandt sted ifm. KOLD Festival, nu i samarbejde med Jazz i Trekanten. Udover Ung Scene er Kamma også medinitiativtager til pladeselskabet ”På Pladen”. Af unge, til unge.
Øvrige nominerede var Det Nye Pitstop og LED Cube Workshops.
Årets Ildsjæl
Mens det var et ret nyt initiativ, som vandt Årets Kulturelle Highfive, var det en mere erfaren herre, som vandt kategorien årets ildsjæl. Prisen gik nemlig til Gunnar Krag, som har været en helt særlig gennemgående aktør og drivkraft i Hejls lokalhistoriske forening, hvor han siden 1986 har været formand.
I 2001 blev han også arkivleder, en post han bestred frem til sidste år (ca. 2022) sideløbende med formandsposten. I alt kan vi takke Gunnar for små 40 år uafbrudt virke for lokalhistorien i Hejls. Og det er ikke mindst Gunnars fortjeneste, at det er et af de mest velfungerende og formidlende arkiver i kommunen.
I kategorien Årets Kulturelle Ildsjæl var de øvrige nominerede Ole Holm fra Kolding Kunstforening og Iben Østergaard Fog, som har stået bag initiativerne Food Reformers og FællesSkabet Kolding.
KulturKolding-prisen
Aftenens sidste pris KulturKolding-prisen havde fire nominerede – Den Blå Byfest, West Station Gallery, Books & Beans og 27 B. Her var det West Station Galleri, som er startet af Dennis Marzec, der løb med prisen.West Station Gallery er et nyt initiativ i Lunderskov. Byens smukke stationsbygning har i mange år stået tom, men nu er der lys og liv og oplevelser i den gamle station igen.
West Station Gallery er nemlig åbnet og har skabt et helt unik galleri-oplevelse i de historiske rammer. Lige nu kan man opleve udstillinger af Henry Heerup samt hans barnebarn Malene Heerup, der er kunstmaler med base i New York.
Initiativtager til West Station Gallery Dennis Marzec har engageret sig lokalt gennem sit galleri med spændende tiltag. Udover at alle kan komme og se udstillinger – og købe kunst med hjem – så har masser af folk også allerede gæstet galleriet for selv at prøve kræfter med linoliumssnit i workshops inspireret af Henry Heerups arbejder.
Kultur-tapas
Foruden uddeling af priser, kunne man til Kulturevent 2023 også få smagsprøver på det alsidige kulturliv, som er kendetegnende for Kolding Kommune. Kulturevent 2023 bød nemlig foruden uddeling af priser på en meget velbesøgt kulturmesse, hvor både kulturinstitutioner og -foreninger deltog.
Desuden bød Kulturevent 2023 på et alsidigt underholdningsprogram med lokale unge, som i sangheden viste, at Koldings unge både vil og kan selv, når det kommer til kulturen. Publikum kunne opleve smagsprøver på Munkensdam Musical, Talefest, Human Beatbox med Crythix og folkemusik med trioen Trif.
Læs mere Kolding Kommunes Kulturpriser.
https://www.kolding.dk/om-kommunen/nyhedsarkiv/vinderne-af-arets-kulturpriser-afsloret/