VM i orienteringsløb i Kolding: Sådan påvirkes trafikken

Foto: Kolding Kommune. Løberne skal i aktion den 26. juni 2022 i Kolding, og dette forventes at påvirke trafikken.
Profilbillede
dato

Kolding, Vejle og Fredericia er i år vært for verdensmesterskaberne i orienteringsløb. I Kolding skal løberne i aktion søndag den 26. juni 2022, hvilket kommer til at påvirke trafikken.

”Vi glæder os til at se verdens bedste orienteringsløbere i aktion i Kolding og bruge vores gamle bykerne som en scene til en spektakulær sport,” siger fritids- og idrætskonsulent, Peter Ginnerskov og fortsætter:

”Når man afvikler et verdensmesterskab, er det uundgåeligt, at det kan påvirke trafikken, og det håber vi på forståelse for. Modsat normalt, hvor vi ganske præcist kan melde ud, hvor ruterne foregår, er det i dette tilfælde ikke muligt for os at gøre i samme detaljegrad."

Og det er der en ganske god årsag til.

Hovedformålet i orienteringsløb er at finde vej, og derfor er det ikke muligt at offentliggøre præcist, hvor ruten kommer til at foregå.

Det vil nemlig kompromittere det sportslige og give deltagerne en fordel på forhånd, da de så ville have mulighed for at planlægge deres vej til posterne.

Kolding Kommune kan derfor ikke præcist offentliggøre, hvor ruten kommer til at være, men det er muligt at offentliggøre den embargo-zone, hvor løbet kan afvikles inden for.

Se zonen her.

Vær opmærksom på at alle veje inden for embargo-zonen ikke afspærres. Større veje holdes desuden åbne, men der kan forekomme kort ventetid ved trafikregulering. 

Alle berørte beboere, der bor i området hvor løberne vil løbe, bliver desuden orienteret direkte i e-Boks. Løbsområdet spærres delvist søndag den 26. juni fra 16.00 – 19.00. Dette betyder også, at hvis du bor i embargo-zonen, men ikke modtager noget i e-Boks, så kan du som udgangspunkt godt regne med, at din adresse ikke bliver påvirket.

I bil vil det være muligt at forlade området, hvor løbet foregår. Men det vil ikke være muligt at køre ind .

I hele området er det muligt at færdes på cykel og til fods, men man opfordres til at være opmærksom.

”Løberne kommer hurtigt i området, og som tilskuer, fodgænger, bilist eller cyklist skal man være ekstra opmærksom. Der er trafikofficials, der kan hjælpere borgere, der skal ud i bil og der vil være en masse frivillige, der kan hjælpe dig med at komme sikkert gennem byen."

"Det er vigtigt at man følger de anvisninger man får fra officials – både for sin egen og løbernes sikkerhed,” siger Peter Ginnerskov.

Sådan påvirkes bustrafikken
En række af Sydtrafiks busser vil eller kan blive berørt af VM i orienteringsløb.

Læs nærmere om hvilke på www.sydtrafik.dk

Sådan påvirkes studenterkørslen
26. juni ligger midt i den perioder, hvor årets studenter er på vognture. Kolding Kommune har derfor taget kontakt til uddannelsesinstitutionerne, så disse kan informere årets studenter om ikke at planlægge vognture i centrum i ovenstående tidsrum. 

Kilde: Kolding Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.