Weekend med skæbnekampe hos Kolding Badmintonklub

Foto: Kolding Badmintonklub . Tilskuerne sidder tæt på banerne, når der kæmpes i Ketchercentret.
dato

KOLDING: Når Kolding Badmintonklub lørdag 11. januar byder på to hjemmekampe i Ketchercentret, så er alle medlemmer inviteret til at spise med inden kampene i henholdsvis 3. division mod Horsens og i 1. division mod Viby. 

Sidst der var hjemmekampe kunne spisningen samle ikke færre end 88 medlemmer, der efter måltidet heppede på de lokale spillere. 

Samme opbakning håber klubben på 11. januar, da især 1. holdet gerne skulle samle point for at undgå nedrykning til 2. division. 

Og man behøver ikke at være medlem for at støtte de lokale hold. Alle kan heppe med, når der klokken 12.00 lægges ud mod Horsens. 1. holdets skæbnekamp begynder klokken 16. 

Badmintonklubben er i øvrigt i en god periode. 

Sidste år blev der etableret et hold for børn under ni år, og i år suppleres med endnu et hold i denne aldersgruppe. Det er med til at give en god bund af nye spillere. 

Initiativerne støttes i øvrigt af en bevilling fra DGI, som kan se et potentiale i at støtte klubben i Kolding. 

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.