En 20-årig mand fra Norddjurs Kommune er blevet anholdt og sigtet for 23 kontaktbedragerier eller forsøg herpå i hele Jylland og på Fyn. Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi fremstiller kl. 11.30 manden i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Onsdag den 20. maj 2024 kl. 18.07 standsede Sydøstjyllands Politi en personbil på den Østjyske Motorvej mellem Hedensted og Horsens. Bilens fører – en 20-årig mand fra Norddjurs Kommune – var nemlig i politiets søgelys, mistænkt for at stå bag en lang række kontakt- og databedragerier i Jylland og på Fyn.
Kl. 18.08 blev den 20-årige anholdt og sigtet for i alt 23 tilfælde af kontaktbedragerier eller forsøg herpå.
Kontaktbedragerierne er fundet sted i Sydøstjyllands politikreds, Østjyllands Politikreds, Syd- og Sønderjyllands politikreds, Midt- og Vestjyllands politikreds, Nordjyllands politikreds og Fyns politikreds i en periode mellem den 31. marts 2026 og den 20. maj 2026. I Sydøstjyllands politikreds er to af kontaktbedragerierne sket i Fredericia.
Den 20-årige er sigtet for at have udgivet sig for at være et bankbud, der skulle afhente de forurettedes betalingskort, kontanter og værdigenstande.
I bilen fandt Sydøstjyllands Politi smykker og kontanter fra kontaktbedragerier, der netop var blevet begået på Fyn.
”Der er tale om en driftig mand, der har begået en lang række kontaktbedragerier i det meste af Jylland og på Fyn. Forurettede i sagerne har alle været ældre borgere, der er blevet ringet op af ”banken” og som har udleveret betalingskort, kontanter og smykker i god tro. Vi kan som politi ikke gentage det nok gange: Politiet og banken vil aldrig – som i aldrig – bede om at få udleveret betalingskort, kontanter og andre værdigenstande,” udtaler politikommissær Mikael Kriegbaum fra Sydøstjyllands Politi.
Den 20-årige vil blive fremstillet i dag kl. 11.30 ved Retten i Kolding. Der forventes dørlukning.
Undgå kontaktbedrageri:
- Vær skeptisk, hvis du bliver ringet op og bedt om at overføre penge
- Udlever aldrig dine kort og oplysninger til andre
- Udlever aldrig dine koder
- Husk, at du gerne må afbryde opkald - også fra politiet
- Hvis du er i tvivl, om du oprigtigt taler med en bankrådgiver, så afbryd samtalen og ring til bankens hovednummer
- Hvis du mistænker, at du er blevet svindlet, så anmeld det til politiet.